De første, der prægede mønter her, var grækere og dernæst
romere, østgotere, lombardere, byzantinere og karolinger. Allerede tidligt
begyndte en række uafhængige områder og byer, dog som ofte under den tyske
kejsers overhøjhed, at præge mønt. I Norditalien var det denari i Milano,
Pavia, Verona og Lucca.
Efter Frederik Barbarossas nederlag 1176 sluttede han
våbenstilstand med byerne i det lombardiske forbund, og efter den tid begyndte
en del byrepublikker at præge selv, f.eks. Firenze med deres fiorino d'argento
fra 1182 og fiorino d'oro eller florin fra 1252. Genova kom med en guldmønt
1149, og fra omkring 1200 udgav Venedig sine grossus venetianus (matapan). En
række italienske byer fulgte i øvrigt denne praksis fra første trediedel af 1200-tallet.
I Syditalien og på Sicilien havde man fra 827 typiske islamiske dirhemer og fra
900 til 1000-tallet guld rubas for de fatamidiske kaliffer.
Normannerne prægede efterligninger af de arabiske guldmønter
og byzantinsk inspirerede follis. Kongeriget Neapel blev underlagt Charles af
Anjou (1266-1285), hvilket førte til udgivelsen af en guldreal samt carlin. En
ny sølvmønt kendt som gigliato holdt sit indtog fra 1304, ligesom der blev
introduceret en guld ducaton (ducatone d'oro).
Med renæssancen kom Pisanos (Pisanello) portrætmedaljer og
derefter fulgte vellignende portrætter på en række guldmønter samt de store
testone sølvmønter fra Savoy under Charles I (1482-1490). Under Charles II
(1504-1553) kom den store sølv tallero. Af guldmønter fandtes scudo og
filiberto. Sølv lira som ækvivalerede 20 soldi blev den nye møntenhed under
Victor Amadeus I (1630-1637), og under Charles Emmanuel III (1730-1773) var
hovedguldmønten en doppia. Hovedsølvmønten var scudo a 6 lira.
Milano under sforzaerne kom til at spille en ledende rolle i
økonomisk henseende. Mest kendt er den tunge sølv teston præget af Galeazzo
Maria Sforza (1468-1476). Franskmændene har slået mønter som hertuger af Milano
under Louis XII og Francis I, senere var det spaniere og østrigere, som
herskede. Venedig fortsatte med sine guld zecchino eller dukater og sølv
grosos.
1471 indførtes sølv lira a 20 soldi. Der blev også
introduceret en guld scudo 1535 og senere en sølv giustina a 8 lira. De
pavelige mønter er præget mange steder bl.a. Bologna, Ferrara, Modena, Parma og
Rom. I midten af 1400-tallet sloges gulddukat, sølvgrosso og giulio - oprindelig
grosso largo. Sixtus IV (1471-1484) udgaven dobbelt giulio og Julius II
introducerer testonen. En piastra er først præget regelmæssigt af Sixtus V
(1585-1590). Det moderne Italiens mønthistorie begynder 1796 og falder i tre
afsnit:
De talrige republikker i kølvandet af de franske hære.
Dernæst det reducerede antal stater fra tiden efter 1815 og endelig
sammenlægningen af hele Italien fra 1861. De enkelte republikker kørte efter
1796 videre med deres lokale møntstandarder, men efter 1816 blev lira, der før
i de fleste stater var 20 soldi, til en decimalmønt a 100 centesimi - et system
indført af Napoleon nogle år før. Italien tilsluttede sig allerede 1865 Den
Latinske Møntunion.
Pavestaten derimod fortsatte med sit møntsystem til 1860.
Efter indlemmelsen i det italienske kongerige i 1870 ophørte møntprægning, og
først fra 1929 fik Vatikanet lov til at præge egne mønter igen. Kong Victor
Emmanuel III (1900-1946) var en fanatisk numismatiker og hans samlerindsats er
baggrunden for Corpus Numorum Italicorun (C.N.I.).
..