Penning er det skandinaviske modstykke til penny, pfennig,
denier etc. Den var fra begyndelsen af 1000-tallet en ca. 1 g tung sølvmønt,
men blev i 1300-tallet af næsten rent kobber. Alle danske mønter op til ca.
1350 var præget som penninge. Forholdet mellem de forskellige enheder i
regningssystemet var: 1 mark (ca. 217 g) = 8 øre = 24 ørtuger = 240 penninge.
Dvs. at 1 øre = 30 penninge og 1 ørtug = 10 penninge.
Mark, øre og ørtug var oprindelig regnemønter, men blev
senere også udmøntet. Efter at udmøntningerne var ophørt i sidste del af
1300-tallet gik man fra 1397 over til at udmønte efter lybsk (nordtysk)
møntregning, hvor 1 mark (230-234 g) = 16 skilling = 192 penninge. ½ penning
kaldtes skærv eller obol, 2 penning hed blaffert, 3 penning benævntes dreiling,
4 penning var en hvid, 6 penning en søsling, 9 penning en gros og 12 penning en
skilling.
Penningen er sidste gang udmøntet som en lille kobbermønt
1602 under Chr. 4.
I Sverige var 1 mark = 8 øre = 24 ørtuger = 192 (384 i Götaland)
penninge. Indtil 1363 er kun præget penninge samt enkelte ½ penninge. Penningen
er sidst præget 1548. Det tegn, der anvendes i regnskaber for penning, er »d.«
(for denar).
Lit: KL bd.13 sp.177-184.
..