Kampen
mod det onde symboliseret ved Sct. Jørgen og dragen. Gotisk skæring
(Koldinghus).
Billedlig fremstilling af
et abstrakt begreb, f. eks. kampen mellem Døden, Tiderne, Dyderne og Lasterne
etc.
Allegori (græsk: allegoria, af allegorein sige noget andet) - sindbillede, hvor man personificerer en egenskab, det kan fx være kardinaldyderne Tro, Håb og Kærlighed, hvor troen (Fides) optræder som en
kvinde med en bog i hånden (Bibelen), håbet (Spes) som en kvinde støttende sig
til et anker og - somme tider - med en grøn fugl på armen, og hvor endelig kærligheden
(Caritas) er en kvinde med et barn på armen og eventuelt omgivet af andre
småbørn. Man yndede også at lade enevoldskongerne personificere helte og
antikke guder.
allego'ri (af gro allos, anden) egentlig tale, hvormed menes
noget andet, end hvad direkte siges; sindbillede, som enten:
1. personificerer et begreb fx retfærdigheden som en
kvinde med tilbundne øjne og vægt, eller
2. eksemplificerer det, som fx retfærdigheden i
skikkelse af Kong Salomon.
Den franske hofkunstner J.M. Vien d.æ. skildrede i 1796 i
allegorisk form kunstens muses kroning med laurbær og aks. Pen og lavering.
VÆRDI CA.: KR. 170.000
En allegori er en fortælling, et digt eller et billede, hvis personer og
begivenheder er symboler på noget andet, fx tålmodighed, misundelse eller sandhed;
som regel brugt i moralsk, religiøs eller politisk sammenhæng.
Allegori betegner i den græske retorik en udtryksmåde, der
indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til indbildningskraften
og er altså billedlig. Medens metaforen kun giver den enkelte tanke billedlig
form, er allegorien mere sammensat, går i enkeltheder og fastholdes længere.
Således er fablen og parablen forskellige former for
allegori, der allerede forekommer i folkedigtningen hos de fleste nationer. Det
var også tilfældet hos grækerne og blev især optaget af de græske sofisterne til
indskærpelse af moralske grundsætninger.
Det er ikke blot en fortsættelse af folkedigtningens
moraliseren, men også af de mytiske fortællinger, som hænger tæt sammen med
religiøse forestillinger. De bliver, da de efterhånden mister deres religiøse
indhold, tydet allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte
egenskaber, dyder, laster, goder, onder og så videre.
Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de homeriske
digte, stoikerne og de alexandrinske jøder. Mødes de med det princip, bliver
det af gennemgribende betydning for den senere tids fortolkning af ældre
værker, både hedenske og kirkelige. Fortolkningen kommer til at beherske hele Middelalderen.
Allegorien fik efterhånden en noget snævrere betydning.
Medens fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse
bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på
abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger: Herakles er
den aldrig trættede stræben mod det høje, mens brudgommen i Højsangen er Kristus.
Også i kunsten finder allegorien anvendelse hos grækerne og
hænger sammen med den antropomorfistiske opfattelse og gengivelse af guderne.
Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden
udviskes, opstår skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske
fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i München
af Eirene (freden) med drengen Plutos (rigdommen) på armen; her har tanken –
hvis restaurationen er rigtig – været anskueliggjort ved et overflødighedshorn
i hendes anden hånd.
Det oprindelige firspand på Brandenburger Tor havde en bevinget
fredsgudinde Eirene. Da hun blev krigsbytte under napoleonskrigene, skete der
en omtolkning til sejrsgudinden Victoria.
I maleriet anvendtes også allegori, og symbolets navn blev
ofte skrevet ved siden af som på vasebilleder – for at være på den sikre side.
I den senere græske og i den romerske kunst florerede
allegorien og blev herfra optaget i den kirkelige kunst, hvor den spillede en
lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. Den
bekendte liggende Nilgud, er ikke så meget et gudebillede som en allegori på floden.
Den gode hyrde med lammet på sine skuldre er Frelseren. Mange allegoriske
figurer fra den antikke verden optages af kirken, når de betegner almene begreber,
dyder, laster og så videre.
I det 13. århundrede er allegorien altbeherskende; den
kendes fra Giottos billeder i Padua og Assisi, såvel som fra Dantes digterværker,
og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.
Renæssancen bringer også her en fornyelse; Raffaels Filosofien
osv., stanzerne Stanzerne, en række sale i Vatikanet med fresker af Raffael (1483–1520,
han kaldes også: Raffael da Urbino, Raffaello Santi, Raffaello Sanzio eller
Raphael, og Michelangelos figurer på Medici-gravene er enkle og klare
menneskeskikkelser, men har som sådanne sprængt den allegori, de skal udtrykke.
Især i barokstilen finder allegorien rig anvendelse i et
vidtløftigt mytologisk apparat både i skulptur og malerkunst og ikke mindst i
de kobberstik, som pryder bøgernes titelblade. Den har trods Lessings protest
holdt sig til vore dage, navnlig i monumentkunst, hvor figurer som Bavaria, Den
danske kvinde osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.
Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info,
reparation, restaurering, mønter, gamle huse,
leksikon,
stilarter, fagudtryk - Alt er samlet
her i antikABC.dk
........................................................................................................................