(latin lerklump) rødt
pigment af jernoxyd og lerjordssilikat; kendt fra antikken, anvendt som
malegrund i 15-1600-tallet og som farvelag over kridering under forgyldning. En meget finkornet, ensartet lerart bestående af vandholdigt aluminiumsilikat med vekslende indhold af jern. Hvid bolus, som er jernfri, samt rød bolus, som indeholder ca. 10 % ferrioxyd, har begge været anvendt ved krideringer. De er påført til sidst for at »forsegle« krideringen, så den ikke blev for sugende. På den måde fik man en udmærket grund at forgylde på.
Bolus er ydermere brugt som farvestof, og små klumper bolus med et signet aftryk nød førhen stor anseelse som lægemiddel under betegnelsen terra sigillata. Rød armensk bolus er et fortræffeligt pudsemiddel, og endelig har bolus fundet anvendelse inden for den keramiske industri.