Engelsk chatol med overskab, materialet er mahogni, og der er fineret med skildpadde samt indlagte mønstre af messing 1730-1740 (V. & A.)
[sja'tål]
Ordet har rod i senbarokkens Italien, hver møblet hed scatolæ (af lat. castula: skuffemøbel med klap). Rokoko-chatol er typisk for stilarten, men alene på grund af størrelsen knap så yndefuldt som stilens andre møbler. I Louis Seizen med dens forkærlighed for plane flader oplives chatol ofte af marketteri. Den engelske påvirkning er Årsag til de mange sammenføjninger, hver enhver kunne overbevise sig om de gode materialer. Empirens foretrukne c.-form havde buet klap, tredelt overdel og udtrækkelig skriveplade. Af sparsommelighedsgrunde anvendtes i vid udstrækning poleret birk, senere også mahogni, den mest yndede træsort i Chr. 8.-stilen.
Chatol (af lat. castula) kombineret skuffe- og skrivemøbel. Er det med skabsoverbygning, kaldes det skabschatol. Typen opstod i Italien i barokken. I 1700-tallet kom c. til Danmark. I barok og rokoko havde chatol ofte svungen front og svejfet topstykke, hvis det var skabschatol. Det almindelige chatol havde tre eller flere skuffer og en skråtstillet skriveplade til at slå ned. Bag skrivepladen skjulte sig en lille skuffefront evt. med et par rum til blækhus etc. I klassicismen erstattedes det nedklappelige parti undertiden af en udtræksplade der, når den var slået ind, kunne dækkes af en cylinder, der vippedes ned over den. Typen kendtes allerede tidligere i 1700-tallet i England og Frankrig.
Hollandsk rokokochatol med marketteri (ABR)
I en eventuel skabsoverdel er der for det meste adskillige små skuffer og et par rum med hylder, og det hele dækkes normalt af et par låger. Blandingsstykker forekommer, hvor overdelen har rudelåger og fungerer som vitrine (især fra Holland og de frisiske egne). I England kan chatollet være kombineret med en skabsoverdel til bøger.
Malet rokokochatol. Fyrretræ. Tyskland (ABR).
Chatol er oftest et prydmøbel. Provinsielle stykker, f.eks. de frisiske-hollandske kan have indlagte stjerner af ibenholt (farvet pæretræ er ofte benyttet som erstatning) og elfenben eller citrontræ i grundtræ af eg. Salonmøblerne er oftest finerede. Fra England kommer en del chatoller af fuld mahogni. Et malet chatol forekommer hyppigt - især blandt provinsmøblerne, og endelig kendes en del med lakarbejder af kinesisk eller europæisk karakter.
Kombineret skuffe- og skabsmøbel med skuffeparti forneden, en skrå klap midtpå og ovenpå et mindre dybt overskab - evt. med glasrude. Der ofredes særlig meget på partiet bag midterklappen, der kunne slås ned og hvile på 2 stokke. Her var små skuffer og undertiden hemmelige rum. Den skrå klap erstattedes omkring 1800 af en buet klap, der kunne skydes op og ind i møblet.
Fremkommer i begyndelsen af 1700-tallet i England. Med og uden overskab. Et yndet møbel op gennem tiderne, udført i massivt træ, eg, elm, nød, fyr etc. men også i finering af mahogny, nøddetræ, citrontræ m.v. Ofte med smukke marketteriindlægninger. Udbredt over hele Europa.
Se endvidere: Kabinet.