: metallegering, opfundet i første halvdel af 1700-tallet,
hvor den gik under navnet white metal; den indeholder ca. 21 dele tin, 12 dele
antimon og 4 dele kobber. I 1797 fik legeringen tildelt navnet Britannia-metal.
Legeringen er blevet brugt som en sølverstatning, fordi den minder en del om
dette metal; efter 1840 brugtes Britannia-metal ofte som grundmetal i finere
elektropletterede varer.
Fremstillet i Sheffield 1865-85 og i stor udstrækning brugt til billige eksportvarer som erstatning for sølv.