Logo

Døre

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Døre

Gotisk dør med masværk (Ribe domkirke).

 

Består af den svingbare del - dørfløjen, der sidder fastgjort til karmen, som igen indrammes af gerigten. Dette sidste led er undertiden udeladt, ikke mindst på middelalderlige d. og d. fra renæssancen, ligeledes kan de være udeladt på yderd. samt på d. i kirker og andre steder, hvor de af hensyn til murkonstruktionen er vanskelige at indpasse.

Middelalderlige d. er gerne plankedøre, som sammenholdes af revler på bagsiden samt bolte og beslag - ikke sjældent skønt smedede, som det bl.a. ses på en del af vore kirkedøre.


Pragtdøre fra gotikken kan være udsmykkede med en lang række småfelter - fra 6-12, og hvert felt er måske udfyldt med masværk eller - fra sengotisk tid - med foldeværk. Undertiden har den gotiske dør en buet overdel eller en stumpvinklet spids.
Renæssancens døre har gerne 2 fyldinger, som kan være prægtigt udskårne. For bredere døre's vedkommende er hvert felt på breddesiden undertiden opdelt i to. Undertiden har alle felter en triumfbueudsmykning, undertiden kun det øverste. Låsen sidder uden på døre, og der bruges gerne dørring, hvis man da ikke bruger den store nøgle som håndtag. Hængslerne er ved pragtdøre udført som gennembrudte plader med graverede mønstre. På jævnere døre er det bukkehornsbeslag eller en smal plade, der i hver ende har en hjerteformet udvidelse: Til de fornemmere døre kan gerigterne være udformet som pilastre og overdelen som en tympanon, men sædvanligvis er gerigterne smalle, beskedne og lavt profilerede.
Døre fra den tidlige barok har ligeledes to felter, og ofte er begge med »ører«, eller man har nøjedes med ører på det øverste og nøjedes med at lægge en svær profileret liste om nederste fylding - evt. med et par knækrunger. Konstruktionen er ellers som på renæssancedøre, kun er bukkehornsbeslagene, som nu nærmest er enerådende, mere svungne.

Barokdør fra Kjølbygaard (DGB)

 

Højbarokkens døre har gerne kun en lang fylding med et midterspejl med profilerede, svungne sider. Der kan dog også være tale om en meget høj, dominerende fylding foroven, og en mindre forneden. Undertiden er disse døre udstyret med et meget kraftigt profileret listeværk. Bukkehornsbeslagene bliver nu igen mere modererede. Låsen lægges inden i døren i en udskæring og dækkes på begge sider af en kraftig messing- eller jernplade. Håndtaget er en beskeden knop oval eller let s-formet, men også mere fantasifulde modeller, f.eks. som en hånd gribende om en stang, forekommer. Gerigten er bred og undertiden ret dyb med mange profileringer.
Den sene baroks døre har gerne tre - undertiden dog kun to fyldinger. Hvis der er tre, er den midterste som regel den største. Fyldingsspejlene har kvartcirkelformede indskæringer i hjørnerne. Låseblikket er ofte højere end hos den forudgående type, og gerigterne udstyres med ører foroven samt et udknækkende parti forneden. Det inderste parti omkring dørfløj en er glat, så starter profileringspartiet med en høj udbuning og derpå ofte fire-fem profileringer. Bukkehornsbeslagene er nu gerne forsvundet.

 

Renæssancedør med intarsia (Rosenholm).


Rokokoens døre har normalt to fyldinger, en høj overfylding og en lavere underfylding. Spejlet, som nu ikke længere har indskæringer i hjørnerne, sidder evt. indrammet af en liste med to-tre profileringer. Kasselåsen er forsvundet og erstattet med et nøgle skilt gerne af messing og i s-svungen form. Håndtaget er lille, s-svunget, men også ægformede h. undertiden i porcelæn og malede, forekommer. Gerigten har gerne to-tre profileringsafsnit og kan være ret bred. Der er ingen ører på den.
Klassicismens døre beholder undertiden rokokoens facon, men spejlene kanneleres. Gerigterne kan være udfyldt med båndslyng, kanneleringer etc. og have hjørnerosetter. Også udskårne ornamenter, f.eks. en blomstervase, en buket og festons forekommer påfyldingerne, ligesom der på rokokoens d. kan være elegant svungne fyldingsfelter med udskårnerocailler etc.

 

Rokokodør med romantiske landskaber. Jylland.

 

Den sene klassicismes d. har gerne mange små fyldinger.
Dette er i store træk de almindeligste dørtyper fra de forskellige tidsaldre, men der findes mange stykker, hvor man ikke har rettet sig efter moden. De kan så have andre kendetegn - f.eks. ornamentik, hvorefter de kan henføres til en bestemt periode. Både i sen barok, rokoko og klassicisme har man brugt d. hvis overdel optages af ruder - evt. med svungne, udskårne sprosser, og man har brugt fløjdøre, som gerne er ret høje, hvorimod hver dørfløj er smal. Hoveddøre er ofte udformet med kraftigere former end indvendige døre, og i øverste felt sidder måske en lille oval med et stykke kroneglas.

 

Louis seize dør (Broager kirke)

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.572 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Nu når nytårsaften er overstået, hvad synes du så om fyrværkeriet?
Effektiv reklame - klik her