Logo

Tyverisikring 2

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Med enkle midler eller blot ved at ændre vaner kan du tyverisikre din bolig. Denne form for tyverisikring giver ofte væsentlig bedre beskyttelse end mekanisk tyverisikring.
Her får du en række tips, der kan sende tyven forbi dit hus. Forestil dig, at du er en tyveknægt på udkig efter et nemt sted, hvor du kan arbejde i fred !

På film kommer tyven altid om natten. Med nerver af stål og militær præcision udfører han sit arbejde. Sådan er det sjældent i virkeligheden. De fleste indbrud begås af amatører, der har nerverne hængende uden på skjorten, mens de »arbejder«. Indbruddet finder oftest sted om dagen, mens du er påarbejde. Og værktøjet til indbruddet finder de meget ofte på stedet.
På film udvælger tyven med stor omhyggelighed det mål, han vil tømme for værdier. Sådan er det heller ikke i virkeligheden. De fleste indbrudstyve vælger helt tilfældigt og uden forudgående planlægning det sted, hvor de tror, de kan begå indbrud.
På film sniger tyven sig forbi vagter og alarmsystemer, mens han uden bekymring venter i timevis på, at det rette øjeblik skal indtræffe. Sådan er det ikke i virkeligheden. De fleste tyve vil finde et roligt sted, hvor de er rimelig sikre på, at de ikke får »uventet besøg«. Det ideelle sted er et hus eller en lejlighed, hvor beboerne har efterladt alle tydelige beviser på, at de er på arbejde eller på ferie.

Det er enkelt at beskytte sig
Dette adfærdsmønster gør, at du kan mindske risikoen for indbrud markant, blot du lægger dine vaner om. Med enkle midler kan du »sende tyven videre«. Næste gang du står uden for din bopæl, så prøv at forestille dig, at du er tyv. Ville du begå indbrud hos dig selv? Virker din bopæl som en invitation til tyven?
Gå derefter en tur rundt om huset stadig med tyvens briller på. Har du for eksempel stillet redskaber frem, som tyven har brug for ... en stige eller en spade? Eller ligger der et koben i carporten?
Ved at tage tyvens briller på vil du opdage, at du nemt kan sikre din bolig. Helt gratis ... eller for små penge.

Mærk dine ting
Foruden ovenstående kan du gøre yderligere en ting, der vil få tyven til at overveje, om det kan betale sig at bryde ind i dit hjem. Mærk dine ting - fx som »operation mærkning« - og skilt med det på flere vinduer og døre til din bopæl.
Ved operation mærkning forstås, at du med usynligt blæk eller ridsepen mærker alle dine værdigenstande med fx personnummer og sted eller navn og sted.
Mærkningen foretages på et ikke direkte synligt sted, så tingene ikke skæmmes (fx bagsiden af en video).
De fleste tyve stjæler for at sælge det stjålne. Mærkede varer er betydeligt sværere at sælge - det ved han. Og han vil få en lav pris. Mærker du dine ting, hjælper du også politiet, så kan de nemt spore hvor tyvens »varme varer« stammer fra.

Fire skrøner om tyveri og tyveknægte
MYTE: Når man har indbrud, vil der også blive lavet et omfattende hærværk.
FAKTA: I langt de fleste tilfælde opholder tyven sig så kort tid som overhovedet muligt i dit hjem. Han (eller hun) kommer alene for at finde værdier.

MYTE: Har man haft indbrud en gang, kommer tyven ofte igen.
FAKTA: De fleste tyve leder på må og få efter et egnet sted. Bagefter ved de ikke, hvor de har været - politiet må ofte have tyvene med på lange køreture for at finde de huse, de har været inde i.

MYTE: Tyven beholder de ting, han stjæler, og bliver velhavende og lykkelig.
FAKTA: De fleste tyve stjæler af nød. De skal skaffe penge ... til et misbrug af alkohol eller narkotika. Og da tyven sjældent kan sælge tyvekosterne for mere end 10 procent af tingenes reelle salgsværdi, er han nødt til at stjæle for store beløb for at finansiere misbruget.

MYTE: Tyven tømmer som regel hele hjemmet for værdier.
FAKTA: Det sker, men det er sjældent. For det meste stjæler tyven det, der er lettest at sælge. Og det, der fylder mindst. Alt, hvad der kan være i en sportstaske, og som hurtigt kan sælges på et værtshus, vil han vælge først.

TYVEN SER, at du har tændt en udendørslampe, selv om det ikke er blevet mørkt.
LØSNING: Ønsker du, at lampen er tændt, når du kommer hjem, bør du i stedet investere i en sensor eller en pære med indbygget skumrings-sensor. En udendørs lampe, der brænder hele natten med et mørkt hus som baggrund, er en direkte invitation til indbrudstyven. Pris: En sensor koster fra 200 kroner. En pære med indbygget sensor (Osram) koster cirka 200 kroner.

TYVEN SER, at der hænger en seddel på hoveddøren. Sedlen viser, at din gamle skolekammerat besøgte dig sidste torsdag. Og du skal ringe til ham.
LØSNING: Når du skal væk i flere dage, skal du informere de mennesker, der kommer i dit hjem, om, at du er bortrejst. Du bør også sikre dig, at der ikke kommer nogen og stiller varer på trappestenen eller foran hoveddøren, fordi det meget tydeligt viser, at du ikke er hjemme.

TYVEN RINGER TIL DIG og får fat i telefonsvareren, der meddeler, at du er tilbage om 14 dage, og at du vil ringe tilbage, hvis han indtaler sit telefonnummer.
LØSNING: Nogle tyve har den vane, at de kører rundt, før de vælger sig et egnet hus til indbrud, hvorefter de ringer til oplysningen for at få et telefonnummer til stedet - de holder jo lige udenfor. Bagefter ringer de fra deres mobiltelefon for at kontrollere, om der er nogen hjemme. Her er det ikke hensigtsmæssigt, hvis din telefonsvarer oplyser, at du er bortrejst i tre uger. Telefonsvareren må aldrig indeholde oplysninger om, at du er væk i længere tid, kun at du ikke er til stede lige nu. Har du stillet din telefon om til fx dit sommerhus, så husk, at du kun skal præsentere dig - ikke afsløre stedet. Men tyven ringer kun til din bopæl, hvis han udefra "inviteres" til indbrud.

TYVEN HØRER TYDELIGT, at dørklokken ringer, da han ringer på. Klokken er tydelig. Du åbner ikke. Ergo er du ikke hjemme, kan han konkludere.
LØSNING: Tag batteriet ud af dørklokken, inden du tager på ferie. Når tyven ringer på for at sikre sig, at du ikke er hjemme, hører han ingen lyd. Det kan gøre ham usikker... er dørklokken defekt? Måske er du alligevel hjemme. Og han vil næppe banke på, fordi det både støjer og på kalder opmærksomhed.

TYVEN SER. at der er ryddet op i hele haven - møblerne er væk, cyklerne låst inde, børnenes legetøj er gemt i en kasse på terrassen, og haveredskaberne står i skuret.
LØSNING: Lad være med at rydde op, inden du skal på ferie. Lad tingene blive stående, ligesom når du er hjemme. Fjern kun dit værktøj, haveredskaber og eventuelt stiger. Lad børnenes legetøj blive liggende ved sandkassen og lad cyklerne stå - gerne på støttefod eller op ad huset ved hoveddøren. Har du et udendørs tørrestativ, så hæng et par gamle kasserede beklædningsgenstande op på snorene. Det er nogle af de ting, der fortæller tyven, at her er der aktiviteter og mennesker.

TYVEN SER gennem køkkenvinduet, at dit køkken er ryddet for opvask.
LØSNING: Selvom du skal på ferie, så lad et par tallerkener stå i vasken. Stil også et par kopper på spisepladsen sammen med termokanden og lad en fyldt plasticpose stå på køkkenbordet. Så tror tyven, at du lige har været ude og handle. Og at du sandsynligvis er hjemme.

TYVEN SER, at postkassen er proppet til med aviser, reklamer og rykkere.
LØSNING: Få en nabo eller bekendt til at tømme postkassen, mens du er på ferie. Hvis avis eller reklamer hænger ud af postkassen, så få fat i budet - han har pligt til at sørge for, at avis og reklamer kommer helt ned i postkassen eller ind ad brevsprækken.

TYVEN SER, at skraldesækken er tom - eller endnu værre: Han ser, at sækken er tom, og at skraldemændene har lagt en ekstra sæk oven på stativet.
LØSNING: Bed din nabo fylde din affaldssæk, så snart skraldemanden har været der - hvis din nabo ikke har affald til to sække, kan du hjælpe ham ved at stille fire-fem fyldte og lukkede plastsække ved siden af stativet. De er med til at give indtryk at at der er aktivitet - også selvom de er fyldt med sammenkrøllede aviser. Når affaldssækken er tømt, smider naboen bare en af plastsækkene i affaldssækken.

TYVEN SER, at dit stereoanlæg, fjernsyn og din video står lige inden for terrassedøren.
LØSNING: Tænk over, hvordan du møblerer dit hjem ... flyt fx de mest eftertragtede ting til et sted, hvor de ikke kan ses fra vinduet. Hvis tyven ikke ser noget, han hurtigt kan omsætte, vælger han måske et andet sted.

TYVEN KOMMER til din hoveddør, og der er ingen skilte, der advarer ham mod at bryde ind.
LØSNING: Selvom du ikke har hund, bør du overveje at anskaffe dig et skilt med teksten "Her vogter jeg". Det er de færreste tyve, der vil risikere at komme "på tomandshånd" med en glubsk hund.

TYVEN SER, at gardinerne er trukket for i alle rum.
LØSNING: Lad være med at trække gardinerne for. Tyven tror alligevel ikke på, at du sover hele dagen. Træk gardinerne fra, men luk dørene på klem til de forskellige rum. Så kan tyven. fx ikke se ind i entreen, hvor der kan ligge post på gulvet. Han kan heller ikke se, om der er personer i andre dele af huset.

TYVEN SER, at dine yderdøre kun er forsynet med en lås.
LØSNING: Sæt ekstra lås på yderdørene - det nedsætter risikoen for indbrud markant. En god yderdørslås kræver nøgle fra begge sider... så kan tyven ikke knuse en rude og gå ud ad yderdøren, når han forlader stedet med dine ting (det betyder, at han »får glæde« af glasskårene to gange). Hvis du har en hæve eller skydedør ud til haven, så sæt en skudrigel med lås på indvendigt. Så kan døren ikke løftes ud af låsen med fx en spade eller et brækjern. Sørg altid for, at udhuse og skure er aflåst med en god hængelås, der er korrekt monteret.

TYVEN SER, at du har ladet et vindue stå på klem - men at det er låst med sikkerhedsbeslag.
LØSNING: Selv med sikkerhedsbeslag på kan du ikke føle dig sikker. Sørg altid for, at vinduerne er lukkede og tilhaspede, når du ikke er hjemme. De fleste indboforsikringer dækker ikke eller har nedsat dækning, hvis tyven har skaffet sig adgang via vindue, der stod åbent med sikkerhedsbeslag.

TYVEN SER, at flere af potteplanterne i vindueskarmen er visne, og at blomsterbuketten på sofabordet er udtørret.
LØSNING: Sørg for, at de blomster og buketter, der står i vinduerne, kan holde sig, mens du er på ferie. Har du blomster, der ikke kan klare hele ferien, så forær dem til naboen. Potteplanter, der risikerer at løbe tør i løbet af ferien, stilles på et ikke synligt sted - eller lok din nabo til at vande dem.

TYVEN SER, at græsset er over 30 centimeter højt.
LØSNING: Fa en bekendt/nabo til at slå græsset mens du er på ferie, og husk at lade havemøblerne blive stående i haven. Vær i øvrigt opmærksom på, at hvis du har havemøbler stående i haven, så de kan ses fra vejen. vil en stor sodavandsflaske med en bundsjat og to af de gamle glas ligefrem give indtryk at at der er mennesker i haven.
Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,0 (4 stemmer)
Siden er blevet set 2.500 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du spiser take-away, hvad er det så?
Effektiv reklame - klik her