Landgilde

En fæstebondes faste, årlige afgift til gårdens ejer; blev i Danmark ofte erlagt i korn, men også i andre landbrugsvarer, grise, fjerkræ eller smør, eventuelt i et specialprodukt fra gården som vadmel, fisk, øl eller støvler. Undertiden blev landgilden erlagt i kontanter eller arbejdet af. Taksten blev aftalt ved fæstemålet og lå fast, uanset om det var gode eller dårlige tider. I 13. årh., da mange selvejere gik over til fæste, regnede man gerne landgilden til 1/24 af ejendommens værdi. I senmiddelalderen udgjorde landgilden ofte halvdelen af gårdens produktion; men i perioder, hvor der var mangel på fæstere, måtte den nedsættes betydeligt. I perioder, hvor herremændene havde overtaget, blev landgilden til gengæld undertiden forhøjet, men oftere øgede godsejeren sine fæsteres forpligtelser ved forhøjelse af hoveriet. Ved hartkornsskattens indførelse 1662 blev fæstegårdenes hartkorn fastsat i forhold til deres landgilde. I 18. årh. var landgilden højst ulige fordelt på de forskellige gårde, men lå gennemsnitlig omkring 1/4 af høstudbyttet. Fra midten af 19. årh. forsvandt landgilden hastigt med fæsteafløsningen, der blev fuldt gennemført 1919. Se Huspenge.