Logo

Borde

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

I lighed med stolen har man kendt b. i den ægyptiske oldtid, hvor såvel tre- som firebenede typer forekom. Benene er ofte udformede som dyreben. Nogle få af disse b. er fundet i gravkamre, og man har tillige fundet et ejendommeligt b. med meder, som får det til at minde om en slæde. Også i andre af oldtidsrigerne, bl.a. Grækenland og Romerriget, brugtes b. Fra Grækenland er bevaret et enkelt træbord, et lille trebensb. båret af monopodier sammensat af svanekrop og hesteben. Ellers er det b. af sten eller bronze eller fragmenter af dem, der er bevarede fra antikken.
I middelalderen var b. sjældne. Det var ikke usædvanligt, at man kun havde en b. plade. Den brugtes ved måltiderne, hvor den lagdes hen over de spisendes ben. Efter måltidet hængtes den på væggen. De rigtige b., man anvendte, havde løs plade hvilende på et par bukke. I senmiddelalderen og renæssancen blev b. mere almindelige, og de kendes siden da i mangfoldige typer.

Bukkeborde kendtes allerede i antikken, der er således bevaret marmorbukke til pragtborde. Pladerne er alle forsvundet, så man ved ikke, om de var af sten eller træ. I den tidlige middelalder er b. med løs plade, men i gotisk tid fæstnes den til bukkene, som ydermere forbindes med en eller to sprosser, der kan være så svære, at de undertiden benævnes bjælker. Sprosserne fæstnes til bukkene med tappe og kiler. For at modvirke sprækning af pladen, lægges der revler under den. Tidlige b. har gerne T-formede bukke, undertiden med to stammer. Denne type fortsætter op i tiden sideløbende med den senere x-type og b. med bukke udsavet af planker.

Borde

Bukkebord med snoede ben og jernstivere. Spanien 16. århundrede (Kunstindustrimuseet).

 

I Spanien udvikledes b. i renæssancen på en meget smuk måde. Bukkene udformedes, så de nærmest har karakter som fire ben. Mellem benene er der foroven på bredsider
hængsler. Forneden og undertiden tillige på midten går der sidesprosser mellem benene. Fra midten af de nederste sprosser går der svungne, smukt smedede jern stivere op til midten af bordpladen, hvor de er gjort fast. Oprindelig var alle sådanne b. til at klappe sammen, men senere fixeredes bukkene ofte. Benene kan være med balusterdrejninger eller tovsnoninger. Typen videreføres i barokken, hvor man dog mere pointerer, at der er tale om bukke. Undertiden føres der ved brede b. en vertikalt stillet sprosse ned fra midten af brættet foroven og til midten af nederste sprosse. Normalt har et b. to jernstivere, men der kendes eksemplarer med fire. På nogle b. er pladen betrukket med stof eller læder og kantet med søm med store messinghoveder.
Se bukkebord med snoede ben og jernstivere fra Spanien 16. århundrede på Kunstindustrimuseet.
Italienerne betjente sig i barokken undertiden af den spanske type bukkeb., de ændrede dog gerne udformningen lidt og udsavede bukkene af brædder, så de er ganske flade. Deres pryd består i udsavede tunger.
Romernes pragtb. med bukke af marmor førtes for så vidt videre i den italienske renæssance og tidlige barok, hvor nogenlunde tilsvarende former udførtes i træ. B. går herefter over til hovedsagelig at være folkelige møbler, men i empiren får de atter status som salonmøbler. Man udførte dem med lyreformede bukke, lod bukkene fremtræde som en kraftig stamme med løve- eller ørnemonopodier som støtte ved siderne eller som omvendte Y -er med svejfede gafler.

 

Kassebord med udskårnefyldinger og Chr. VII's slyngmonogram. Lolland-Falster (LFS)
Kassebordet er en videreudvikling af bukkeb. Man har her anbragt en kasse mellem bukkene. Pladen er til at vippe op, så kassen kan fungere som kiste. I Tyskland og Schweiz var sådanne b. meget brugte i gotikken og den tidlige renæssance, længere i landdistrikterne. I nogle tilfælde forlængede man nedadtil kassen med en indadskrånende beholder, så der blev endnu mere plads i »gemmeafdelingen«. Det var nødvendigt at lade siderne skråne indad, da de, der sad omkring b. ellers ikke kunne få plads til benene. En anden løsning var at gøre pladen meget bredere, og lade den hvile på en skabsunderdel.
Kassebordet med den opklappelige plade var ikke altid lige praktisk, fordi b. måtte ryddes, førend man kunne lukke op. På senere eksemplarer er pladen derfor gerne fixeret, og der er sat skuffer i kassen.
Firebensborde: Så vidt vides er der ikke bevaret noget firebensbord fra middelalderen, men fra billedfremstillinger ved man, at de har været brugt, omend uhyre sjældent. I løbet af renæssancen bliver firebensb. langt den almindeligste type. Tidlige eksemplarer har stolpe- eller søjleformede ben. Siden går man over til balustre, hvoraf både firkantede og runde kendes. De firkantede er måske udfyldt med kartoucher, kannelurer eller anden ornamentik.
I det elizabethanske England får benene cup-and-cover facon. Det er et lågvasemotiv, og de kan godt blive særdeles yppige samt voldsomt ornamenterede. I barokken bliver svulmende pæreformede balusterled samt kugleben almindelige.
Firebensb. med løveben hører renæssancen og den tidlige barok til. Løverne sidder gerne »smukt« og støtter med forpoterne et skjold med et bomærke, initialer eller et adelsvåben.
For det meste er der sprosser mellem benene på firebensb., men hvis der er ofret en særlig høj sarg - den ramme, som benene er tappet sammen med og som bærer pladen, er sprosserne undertiden sparet. Dette kan således være tilfældet med nogle ejendommelige firebensb. fra tysk og schweizisk område.
De er nærmest af gotisk udseende og med stolpeben, der skråner let udad forneden. Disse b. er dog alle senere end gotikken. Ligeledes i Spanien havde man i renæssance og barok borde med meget høj sarg, de mangler også sprosser; nogle eksemplarer har dog sidesprosser.
Når renæssanceb. har sprosser, ligger disse ofte som en ramme mellem benene, eller man har i stedet lagt en midtersprosse, der med T'er er forbundet med benene. I barokken korte s midtersprossen af, og forbindelsen med benene bliver i stedet Y-formet.
Der var den fordel ved rammesprosser, at man kunne sætte fødderne på dem, når man sad ved bordet. Dette var af betydning i datidens fodkolde stuer. Det næste var, at man lagde et helt »gulv« mellem sprosserne. Gulvet udvikledes igen til en flad kasse med låg, hvori man opbevarede gulerødder og andre rodfrugter, der hverken skal have det for varmt eller koldt, for fugtigt eller for tørt. Det siger næsten sig selv, at sådanne b. med fodkasse fortrinsvis var folkelige møbler. På landet overlevede de til op i forrige århundrede.
Pladen til b. er oftest af træ, men der findes ligeledes en del eksemplarer med stenplade. Sydpå kunne det være marmor. Påvore breddegrader er det som regel rød eller grå ølandskalksten.
Såvel renæssancens som barokkens firebensborde kan have sarg med udskæringer, og på barokkens b. forekommer ligeledes fyldingsornamentik.

Langbord. Danmark, renæssance. Med beslagornamentik og skuffe i sargen (ABR)

 

De såkaldte langborde er af renæssance eller barok type, de kan være både firebensborde, b. med flere ben eller bukkeborde. I øvrigt siger betegnelsen ikke meget om møblets udstrækning, den fortæller blot, at b. er længere, end' det er bredt. '
Fra den tidlige barok bør fremhæves danzigerbordene, de har snoede ben. Ganske vist blev der kun plads til et par snoninge_ pr. ben, men til gengæld svulmer de voldsomt ud. På sargen er disse b. udstyret med rige skæringer, og på midtersprossen er undertiden anbragt en udskåret sovende hund, en blomsterkurv etc. Disse yppige b. forfærdigedes ikke blot i Danzig, men i hele Nordøsttyskland.
Også andre steder satte man i barokken pris på snoede bordben, men de blev langtfra så voldsomme. For det meste er snoningerne glatte, dog forekommer det også, at en skåret bladranke følger snoningerne. På pragtborde med ibenholtsben var en snoet sølvranke det foretrukne. Det ses ikke sjældent, at man på snobensborde også har snoede sprosser.

 

Barokbord. 1600-tallets slutning. Holland eller Frankrig. Egetræ med rigt intarsia af andre træsorter (ABR).

 

Fra Frankrig stammer b. med facetterede baluster-ben, medens man i Nederlandene, en del af Tyskland og i Danmark mest holdt sig til den omvendte pæreform eller kugleben. Pladen på barokb. er ikke sjældent sammensat af flere stykker træ for at modvirke sprækning, og under pladen i den høje sarg på hollandske b. fmdes en skuffe, som kaldes betaalfeltjes. Den brugtes til at opbevare penge i.
Hvis b. skulle være særligt lange, kunne man ikke nøjes med fire ben, og f.eks. fra England har man eksemplarer med både seks og otte ben.

 

 

Barokbord med Boulle arbejde. Frankrig (Gisselfeld).

 

Senere i barokken skifter firebensb. karakter. Sargen opløses måske i vidtløftig bladværksornamentik med gennembrydninger og forgyldninger, eller den belægges med forgyldt gesso i smukke mønstre. Benene bliver måske skåret som putti, som mands- eller kvindehermer, som ørne med udbredte vinger etc. Disse borde har man ikke kunnet sidde ved, de har tjenestegjort som anretterborde. Spise- og arbejdsb. måtte nødvendigvis være enklere, og her vendte man tilbage til balustrene, som ofte er kantede og ret spinkle. Sprosserne kan være X-formede. Ret stor udbredelse vandt også de flanderske ben, der har form hen efter et omvendt S og er fladtrykte. Rokokoen præges - også for b.'s vedkommende af cabriolben, og klassicismen har kannelerede runde eller firkantede ben, ben som fascesbundter eller blot som stave omvundne med bånd. De er gerne ret spinkle.

 

Rokokob. har måske udskårne rocailler, blomster m.m. på sargen, klassicismens mæandere, kanneleringer eller blomsterranker - evt. kombinerede med de andre mønstre. I empiren anvender man f.eks. i Frankrig undertiden monopodieben, f.eks. med sfinkshoved og løvepoter. - Ellers foretrækkes en diskret spinkel firkantet bentype, og hele b. er meget enkelt, ofte uden sprosser. Chr. VIII-stilen byder på de såkaldte gulerodsben, - brede foroven, smalle forneden, og herefter vender man i stilforvirringsperioden skiftevis tilbage til renæssancens, barokkens og rokokoens former, dog gerne i en noget forenklet og forgrovet udgave.
Søjleborde: Disse afledtes i renæssancen af bukkebordene. Italienerne havde efterhånden fået forkærlighed for meget lange bukkeborde, og det kneb undertiden for pladen at bære sig. Derfor sattes en søjlelignende støtte under midten af b. Efterhånden blev det til flere søjler, og det endte med, at de ganske fortrængte bukkene, til gengæld kunne der under veludstyrede borde være en hel kolonnade med buer mellem søjlerne. For enderne anbragtes to-tre søjler tværstillede.
Fra Italien bredte typen sig til andre europæiske lande f.eks. Tyskland, England og Danmark. I Frankrig blev udformningen særligt overdådig. Der blev det undertiden til en hel søjleskov under bordet. Med renæssancens udgang forsvandt disse b. stort set, - de var alt for uhåndterlige.

  

Søjlebord, muligt dansk. med balusterben fra renæssancen på Kollerup.


Stammeborde har som bærende konstruktion under pladen kun en enkelt svær stamme, der igen hviler på en fodplade eller går over i tre-fire fødder. Romerne kendte sådanne b., og de brugtes lidt i renæssancen. Den store udbredelse fik de imidlertid først med klassicismen, hvor man så dem i mangfoldige udformninger, og i forrige århundrede var s. blandt de mest foretrukne dagligstueborde.
Se i øvrigt: klapborde, fliseborde, bakkeborde, spilleborde, twopillar table, threepillar table, konsolborde og indskudsborde.

Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 700 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• plintplint (græsk plinthos, teglsten) firkantet fodstykke til søjle, statue, skulptur etc.
• ensianblå varierende blå nuancer; lys, intens ultramarin

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os