Logo

De syv dyder

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

 

De syv dyder stammer fra Psychomachia (Sjælens kappestrid), et episk digt skrevet af Aurelius Clemens Prudentius omkring 410, som følger kampen mellem gode dyder og onde lyster. Populariteten af dette værk i middelalderen hjalp til at sprede ideen om hellige dyder ud gennem Europa. Det fremholdes at hvis man praktiserer disse dyder, vil man blive beskyttet mod fristelser og fra de syv dødssynder, derhvor hver en har sin modpart. På grund af dette bliver disse dyder nogengange refereret til som modstridende dyder. Der er to forskellige varianter af dyderne, anerkendt af forskellige grupper.

 

Dyderne

Kyskhed (Castitas) (renhed) (modsatte af begær (Luxuria)) — Omfatter moralsk opførelse og at opnå renhed både fysisk og psykisk.

 

Udholdenhed (Temperare) (selvkontrol) (modsatte af frådseri (Gula)) — Man bør være udholdende og afholdende.

 

Barmhjertighed (Liberalitas) (vilje, generøsitet) (modsatte af griskhed (Avaritia)) — Villig til at give fra sig i tanke og handling.

 

Indsatvilje (Industria) (etik, moral) (modsatte af ladhed (Acedia)) — Være vågen, fysisk aktiv, have vilje til at arbejde.

 

Tålmodighed/Tilgivelse (Patientia) (fred) (modsatte af vrede (Ira) — Evnen til at tilgive og vise nåde overfor syndere. Løse konflikter fredfyldt – som en modsætning til vold.

 

Velvilje/Godhed (Humanitas) (fornøjelse) (modsatte af misundelse (Invidia)) — Medlidenhed og venskab og sympati uden fordomme.

 

Ydmyghed (Humilitas) (beskedenhed) (modsatte af hovmod (Superbia)) — Beskeden opførsel, uselviskhed og at være respektfuld. Giv anerkendelse til andre i stedet for at ophøje sig selv.

 

Dyd, den traditionelle oversættelse af græsk arete i den særlige betydning af moralsk "dygtighed", som begrebet fik i græsk etik fra og med Sokrates. Han opererede med fem hoveddyder: moralsk indsigt, retfærdighed, tapperhed, mådehold og gudfrygtighed. De fire første, som senere blev kaldt "kardinaldyder", optræder hos Platon, Aristoteles, stoikerne, Epikur m.fl. for derfra at gå i arv til europæisk moraltænkning op i nyeste tid. Kristendommen overtog dem meget tidligt, men supplerede med endnu tre: tro, håb og kærlighed; således fx hos Augustin og senere Thomas Aquinas.

 

Den antikke tænkning om dyd, fx hos Aristoteles, fokuserede på fem ting: 1) Dyderne er tilstande af følelserne, når disse styres af fornuften; 2) De er indarbejdede, stabile tilstande; 3) De hænger sammen indbyrdes og findes derfor i virkeligheden kun hos én type person, den "vise"; 4) De har deres værdi i sig selv; 5) De vedrører både den enkelte og andre. Antikkens etik var grundlæggende en dydsetik.

 

Set i modsætning til laster var dyder i antikken og i kristen middelalderfilosofi på én gang navn for etikken og vejen til dens realisering. Dyder er anlæg i mennesket; de kan opøves og således føre til, at man lever etisk eller "dydigt". Platon opstillede fire hoveddyder eller kardinaldyder: visdom, retfærdighed, udholdenhed (mod) og selvbeherskelse. De blev senere suppleret med "de tre teologiske dyder": tro, håb og kærlighed. De syv kardinaldyder hedder på latin prudentia, justitia, fortitudo, temperantia, fides, spes og caritas.

 

Senest med Immanuel Kant i sidste del af 1700-tallet blev interessen for dyder koncentreret om de moralske normer, og i den efterfølgende moralfilosofi spillede dyder ingen større rolle. Fra 1900-tallets sidste tredjedel har især amerikanske moralfilosoffer dog inddraget læren om dyder igen.

 

I kunstneriske fremstillinger er dyderne ofte personificerede. Omkring 200 beskrev den kristne forfatter Tertullian de syv dyder som kvindelige krigere i kamp med syv laster i en arena, og digteren Prudentius skrev omkring 400 digtet Psychomachia, dvs. striden på sjælens slagmark. Det skabte de første billedfremstillinger, der viste dyderne som kampklædte kvinder, ofte til hest, med de overvundne laster under fødderne. Billederne udvikledes gennem middelalderen, og sandhed (veritas) var blandt flere tilføjede dyder og laster.

 

På de romanske og gotiske katedraler fik de personificerede dyder og laster plads på portalernes karme, således i Clermont-Ferrand, Chartres, Laon, Reims og Amiens samt i Notre-Dame i Paris, der har tolv dyder og tolv laster. Senere blev de skildret i genreprægede scener, fx af Hieronymus Bosch og af Pieter Bruegel d.æ. i 14 kobberstik (ca. 1557).

 

Endnu i 1700-tallet kunne kunstnere hente inspiration i Cesare Ripas bog Iconologia med stik af kvinderne med deres attributter. Men herefter døde interessen for dem ud. Kun tro, håb og kærlighed kan endnu ses i forskellige forbindelser, fx som et kors, et anker og et hjerte.

De såkaldte barmhjertighedsgaver eller barmhjertighedsgerninger, bl.a. at mætte de sultne, klæde de nøgne og besøge de syge, sidestilles gerne med dyderne og vises ofte i Dommedagsfremstillinger i middelalderens kirker.

 


Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,4 (10 stemmer)
Siden er blevet set 1.897 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os