Logo

dyd

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

«Dyd betegner den karakter, som opfylder betingelserne for at virke til samfundslivets rette fremme og bevarelse», hedder det i Salomonsens store danske leksikon fra det 19. århundrede. Her understreges det centrale ved ordet dyd: Det udtrykker karakteregenskaber der opfattes som moralsk agtværdige i «samfundet». Sagt med andre ord udtrykker ordet dyd egenskaber og holdninger som kræves af enkeltmennesket, og disse krav er sådanne, at de cementerer samfundet, sådan som det allerede er.

 

Ordet findes i gammelnorsk (dygd, af duga) og betegnede da duelighed, flinkhed, styrke, kraft og ære. Kravet om at vise dygd gjaldt særligt mænd, og brugsmåden afspejler et samfund, hvor netop enkeltmenneskets personlige mod og dygtighed - ikke mindst i kamp - var af afgørende betydning.

 

Med indføringen af kristendommen blev ordet knyttet til kirkelige moralbud, med egenskaberne tro, håb og kærlighed som de ypperste kristne dyder. Da kirken i 12-1300-tallet styrkede sin stilling i forhold til kongemagten, bliver betydningen moralsk værdifuld egenskab stadig mere almindelig. Dette afspejler en samfundsudvikling fra småkonger, der er direkte afhængige af den enkelte soldats indsats i bondehæren, til en kongemagt der støtter sig på kirken. Opbakningen bag kirken er blevet enkeltmenneskets vigtigste dyd, og magten opretholdes mere ved undersåtternes accept af kirkens værdier, end ved en direkte indsats for kongen.

 

Med puritanismen og den begyndende kapitalisme fik dyderne et andet indhold og en mere rationel begrundelse. Denne anvendelsesmåde eksisterer fortsat i udtryk som: «nøjsomhed er en dyd», «sparsommelighed er en dyd», og ikke mindst: «en dyd af nødvendighed», der antyder begrundelsen for dyderne. Nøjsomhed og opsparing var nødvendige for alle: Kapitalisten måtte investere og «yngle kapital»; Proletarens nøjsomhed var nødvendig for at overleve. Da vort samfund i dag bygger på massekonsum, vinder denne betydning ikke længere særlig genklang. Systemet værdsætter den fede forbruger, ikke den nøjsomme sparer.

 

Måske derfor er ordet dyd nu på vej ud af sproget. Forventningerne til enkeltmennesket kan ikke så let formuleres som moralsk agtværdige handlingskrav indenfor et samfund, hvor næsten enhver opførsel tolereres, fordi den alligevel ikke rokker ved systemet. Den enkeltes aktive handling er ikke længere vigtig (se Deltagelse, Mekanisering), og kravet om at tilpasse og indordne sig (fordi alt allerede er ordnet), kan vanskeligt formuleres som en dyd. En anden vanskelighed er, at mange af de gamle laster (som ødselhed) er blevet systemets dyder.

 

Det er derfor påfaldende, at den betydning af ordet der fortsat lever i folkemunde, er betydningen: Kønslig uberørthed hos kvinder. Kvinden har endnu «dyden i behold», så længe hun ikke har gennemført et samleje, og det synlige udtryk for dette er, at hymen - jomfruhinden - er intakt. Også mænd kan «miste deres dyd», men dette udtryk anvendes kun sjældent, og konsekvenserne er ganske forskellige. For mænd markerer tabet af dyden indtræden i de voksne mænds rækker, for kvinder nærmest løsagtighed.

 

Nutidig dyd vises altså ved kønslig mådehold og selvfornægtelse, og er således nærmest det passive modstykke til det gammelnorske dugelighet, kraft o.l. Samtidig gælder kravet om at vise dyd i dag overvejende kvinder. Den knibske dyd og dens «sædelighed i kønslig henseende» har frem til vore dage været det borgerlige samfunds krav til sine kvinder. At komme «ren og uberørt» til sin ægtemand og være ham dydig, tro til sin dødsdag var den anstændige kvindes familiebevarende pligt (se Monogami).

 

Dyden kan kun «mistes» en gang, og med den betydning den er blevet tillagt, oplever mange kvinder det at «give den fra sig» som en meget alvorlig og næsten ceremoniel handling. Samtidig vil mænd ofte have modstridende holdninger. Den samme mand der ønsker en uberørt hustru kan selv drømme om: «at tage» andre kvinders dyd. I den forstand bliver dyden et trofæ, der er eftertragtet i mandeverdenen og beskyttet blandt kvinderne.

 

I vore dage stilles dette krav til kvindekønnet imidlertid særligt i religiøse miljøer. Det er mere almindeligt, at dydighed vurderes overfor det at være attraktiv. Mangel på kønslig erfaring kan opfattes som om, at den pågældende ikke er eftertragtet, og den alder hvor det at have sin dyd i behold opfattes som noget positivt er stadig synkende. Dermed er det dydige ifærd med at blive latterliggjort.

 

Kun i religiøse og politiske grupper, hvor kollektivet stiller store krav til individet, vil ordet fortsat have værdi. Derfor vil også spørgsmålet om, hvilke egenskaber der skal inkluderes i de revolutionære dyder være af betydning.

 


 

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 792 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.