Logo

Enhåndssværd

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Enhåndssværd

 

Allerede oldtidens krigere brugte sværd af bronze og siden, da man lærte jernet at kende, valgte man i stedet dette materiale til klingen. Disse enhånds-hugvåben er tveæggede, klingen er ret kort, og der er ingen parerstænger. De plader, der forneden betegner overgangen mellem fæste og klinge og foroven fastholder klingen s tunge, som går op gennem fæstet, kaldes hjalter.
Omkring 1200 udvokser der fra nederste hjalte et par korte parerstænger som efterhånden forlænges, de kan bøjes lidt opad; så glider modstanderens hug ud til siden, men ingen siger, at det ikke fortsætter op i armen eller kroppen. Derfor foretrækker mange nedadbøjede parerstænger, som opfanger hugget. For at give bedre balance i våbnet omdannes øverste hjalte til en balanceknap, som det bliver ret almindeligt at udsmykke med støbte relieffer, jernskæringer, graveringer etc. Også parerstænger er undertiden smukt udformede.
På sene enhåndssværd hænder det, at der under parerstængerne yderligere er udvokset parerbøjler, som måske lægger sig ned om det øverste af klingen.
Henimod 1400 bliver e. af tvivlsom værdi, fordi det ikke kan gennemtrænge panser af ret stor tykkelse, det viger derfor til fordel for mere effektive halvanden- og tohåndssværd, men det fortsætter endnu et godt stykke som paradevåben og findes som sådant i mange prægtige udførelser.

Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 629 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• parvatiparvati, indisk = devi (sanskrit) gudinde
• diptychongræsk dobbelttavle

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os