Logo

hvælving

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

 Hvælving: rumsoverdækning af bueformede bygningsled


Illustration: 1. tønde-hvælving, 2. kryds-hvælving, 3. stjerne-hvælving, 4. net-hvælving, 5. vifte-hvælving, 6. kloster-hvælving, 7. trug-hvælving, 8. spejl-hvælving, 9. kuppel-hvælving, 10. stalaktit-hvælving.

 

Hvælvingen er en konstruktion bestemt til overdækning af en bygning. Den anvendtes allerede i oldtiden og kendtes bl.a. af grækerne, som dog oftest foretrak loftkonstruktioner med store sten båret fra to søjler (arkitravprincippet). I modsætning hertil benyttede etruskerne hvælvinger i forbindelse med akvadukter og kloaker (Cloaca Maxima). Fra etruskerne blev hvælvingen overtaget af romerne, hvorfra den bredte sig ud over Europa. Man skelner mellem mange typer af hvælvinger: den udkragede hvælving, tøndehvælvingen, krydshvælvingen, kuppelhvælvingen, hvælvingen med fremspringende ribber, etc.


Udkraget hvælving: Den ældste og primitiveste teknik. Kendes fra Ægypten og Mesopotamien i 3. årtusind f. Kr. (f.eks. Kongegravene i Ur), og fra det forhistoriske Grækenland i 2. årtusind f. Kr. (Tiryns og Mykene). Konstruktionen består i, at hvert vandret stenskifte i de bærende mure rager et stykke ud over det underliggende skifte, således at de modstående mure nærmer sig hinanden og tilsidst mødes foroven. Den udkragede hvælving kendtes også af Mayaerne i det precolumbianske Amerika.

Tøndehvælving: Anvendtes af etruskerne og udvikledes til fuldkommenhed af romerne; var siden i brug uden væsentlige ændringer indtil den gotiske periode. T. danner en halv cylinder med vandret akse, hvilende på to parallelle mure. Den kan bygges i en forbandtkonstruktion ved hjælp af kileformede sten. De romerske hvælvinger blev ofte forstærket med grater (buede bjælker), et træk der videreførtes i den romanske kunst.

Krydshvælving: Variant dannet af to tøndehvælvinger, som skærer hinanden. Skæringspunkterne er ofte forstærket med grater, som bærer de fire hvælvingskapper. K. anvendtes bl.a. i termerne i Rom og senere i de romanske kirker.

Kuppelhvælving: En mere eller mindre halvkugleformet hvælving over et cirkulært eller kvadratisk rum. Opfandtes af romerne (Pantheon) og anvendtes i byzantinsk kunst (Sophia-moskeen i Konstantinopel), hvorfra den blev overtaget af den islamiske og den romanske arkitektur (Ravenna. Aix-la-Chapelle etc.). Efter at have været opgivet i gotikken, kom K. igen i brug i renaissancen, barokken og klassicismen (Peterskirken i Rom, Pantheon i Paris).

Hvælving med fremspringende ribber: En nyskabelse, som hænger sammen med det XII. årh.'s gotiske arkitektur, opstået i forbindelse med mesterværkerne på Ile de France. Ribbehvælvingen er dannet af en krydshvælving med fremspringende ribbeformede grater, der samler trykket fra hvælvingerne i støttepiller. Heraf udvikledes de mere komplicerede nethvælvinger og viftehvælvinger, som gennem deres fordeling af trykket ved hjælp af ribber gjorde det muligt at overdække meget store rum (f.eks. katedralerne i Saint-Denis, Amiens, Chartres, etc.). I Gotikken opstod også den seksdelte hvælving og stjernehvælvingen (XIII. årh.).




Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Facebook
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 1.242 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.