Krucifiks, Byzanz 14. årh. Montering af forgyldt sølv med perler og koraller fra ca. 1500 (ABR)
kruci'fiks (af latin crux, kors og fixus, fæstet) kors med den korsfæstede; romansk kors med fire nagler, gotisk kors med tre.
Korsfæstelsesfremstilling. Man skelner mellem de tidlige middelalderlige kongekrucifiks og de senere lidelseskrucifiks.
På kongekrucifiks har Jesus kongekrone på hovedet. Han hænger ikke på korset, men står foran det på en slags konsol. Der er fire nagler, en gennem hver fod og gennem hver hånd. Øjnene er åbne og holdningen majestætisk.
Lidelseskrucifiks hidrører fra gotikken og den tidlige renæssance. Det viser den døde eller døende Jesus. Kongekronen er erstattet af en tornekrone. Konsollen er borte, og der er kun tre nagler, nemlig foruden til hænderne en drevet gennem begge fødder. Øjnene er halvt eller helt tillukkede og munden fortrukket i smerte eller åben som hos en død. Kroppen er forvredet og alle muskler står spændt. Senere i renæssance og fremover, går man over til mere modererede lidelseskrucifiks.
De store middelalderlige krucifiks, som hang på væggen mellem skibet og koret kaldes efter denne væg og dens bue triumfbuekrucifiks. Dertil har man mindre processionskrucifiks siddende på en stage, mindre krucifiks til at lægge på kister samt andagtskrucifiks. Disse sidste kan være af prægtig udførelse og i ædle materialer. De findes fra middelalderen og ned til vor egen tid. Yndede har krucifiks med kors af træ, f.eks. ibenholt og Jesusfigur af elfenben været.
Endelig forekommer ganske små krucifiks til at bære som smykker, undertiden i forbindelse med en rosenkrans.