Logo

Lysestage

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Lysestager består af en manchet og piben, som lyset sættes fast i, skaft på foden eller fodskålen. Under piben, midt på eller på foden, kommer drypskålen

 

lysestage, romanske med afrundede profilringe på skaftet, gotiske med skarpere profilerede ringe, renæssancelysestage og baroklysestage med balusterprofiler.

Illustration: 1. romansk granitlampe, 2. romansk emaljestage, 3. overgangsstil. 4. tidlig gotik, 5. sengotik, 6. renæssance omkring 1600, 7. barok, 8. senbarok.


Lysestage

Gotiske lysestager med to arme, den ene med tovsnoet skaft og kløverornamenter (ABR).

 

Består af en manchet og piben, som lyset sættes fast i. Så følger skaftet på foden eller fodskålen. Lige under piben, midt på eller på foden, kommer drypskålen. I stedet for manchet og pibe kan der være en lysetorn i lyseskålen til at sætte lyset i.

 

De ældste lysestager går tilbage til det 6. og 7. århundrede, de har været beregnet til lidt større lys, og i stedet for lysepibe, har de alle lysetorn, som lyset spiddedes på, sådan som det endnu kendes fra alterstager. Det er praktisk taget kun stager beregnet til kirkelig brug, der er bevaret fra den tidlige middelalder. De er ofte af støbt messing eller bronze. Udformningen kan være meget fantasifuld. Ikke sjældent hviler skaftet således på en trefod, hvor hver fod er tildannet som en drage eller lindorm. Der er ingen bestemte regler for skaftets længde. Undertiden indgår der profilled i det, og disse kan være af slebet bjergkrystal eller ametyst. Foroven på skaftet ses ofte en drypskål.


Der kendes en del middelalderlige lysestager udformede noget hen efter akvamaniler. Her rider en mand på en hest eller løve og bærer på sin ryg eller på sit hoved en lysetorn evt. med drypskål. Dragestager kan i princippet have nogenlunde den samme udformning.


En type, som opnår udbredelse i den senere del af romansk tid, består af en mand, der står på en plint - evt. med tre eller fire ben under. Han holder armene udbredt og fatter med hver hånd om skaftet til en drypskål med lysetorn.


Lysestage

Lysestage barok. messing (LFS)


Fra gotisk tid bliver antallet af bevarede stager væsentlig større, og det er ikke alene kirkelige eksemplarer, man finder. Stadig har et stort antal 1. lysetorn, men der optræder nu også lysestager med lysepibe. Den er altid høj og slank og har i siden en slids eller udskæring, så lysestumpen let kan presses ud. Undertiden har man valgt kombinationsstager, hvor skaftet i midten forlænges op til en lysetorn, medens der fra dens sider udgår to arme med lysepibe til mindre lys. Man foretrækker høje slanke lysestager med skarpe profilringe påskaftet. Foden hvælver sig måske op som en klokke, der foroven er udformet som en skarpkantet drypskål. Drypskålen under torn eller pibe er ofte udeladt på sådanne stager. Andre gotiske lysestager har pladefod med en lille kant yderst, og skaftet kan være tovsnoet. Toarmede stager er ikke usædvanlige.

 

Lysestage

Alterstager af sølv. Dresden beg.18. årh. (ABR).


Alterstager og andre større l. har ikke sjældent tre standknopper under fodskålen, og de er udformet som siddende løver. Modellen med en mand, der i udstrakte arme holder to lys, er også kendt i gotikken. Nu er tornene imidlertid gerne erstattet af piber, og under dryp skålene kan der være en bladagtig ornamentik, der får skålene til at minde om visnende blomster.


Renæssancens lysestager adskiller sig en del fra de gotiske. Hvor der over de gotiske altid er noget skarpkantet, bliver renæssancens blødere. Foden kupler roligere i vejret, og den skarpe opadrettede drypkant omkring den forsvinder. Derimod anbringes der ofte et stykke nede på fodskålen en horisontalt stillet drypplade, sådan som det f.eks. ses påklokkestagerne. Skaftet bliver sværere og får rundede profilled, der ikke sjældent udformes som balustre. Også lysepiben får baluster- eller vasefacon. Udskæringerne i siden forsvinder. Lysetorne optræder sjældent. På alterstagerne lader man for det meste standknopperne under fodskålen udgå.


Hovedparten af de bevarede renæssancestager er støbt af messing eller bronze, og der forekommer yppige eksemplarer med rig støbt ornamentik i form af f.eks. kerubhoveder, maskeroner og bladværk. Glatte stager kan være med graverede mønstre og undertiden med monogrammer, bomærker eller adelige og borgerlige våben.


Bruskbarokken er en yppig stil, hvilket også gør sig gældende for lysestagers vedkommende. Klokkestagernes fod bliver ligesom sammentrykt og vulster kraftigt ud både foroven og forneden. Fodens drypplade degenererer til en smal nytteløs kant, og skaftet domineres af en stor kugle på midten samt en lang række profilringe. Kugleformen gentages nederst på lysepiben. I princippet er det de samme kendetegn, man finder på alle stilartens stager, og foden pryde s evt. af drevet eller støbt bukkelværk. Enkelte alterstager fra denne epoke kan atter opvise standknopper af løvefacon under fodskålen.

 

I den egentlige barok får man nye stagetyper, hvor f.eks. foden er en firkantet plade, der i midten er »trukket op« i et hvælvet parti. Der er kuglefod i hvert af pladens hjørner, men skaftets kugle erstattes nu af et agernformet led med den bredeste del øverst. Lysepiben bliver slankere med en kant foroven og forneden. Dryppladen opgives. Til gengæld får mange af barokkens lysestager efterhånden en fod, der foroven har en skålformig fordybning.


Fra bruskbarok og den tidlige barok findes enkelte sølvstager, men det er først i regencen, de bliver almindelige. De adskiller sig i formen ofte en del fra messingstagerne. Man har dem med en rund fod godroneret i kanten, men også firkantet fod med afskårne, undertiden indadbuede hjørner er yndet. For det meste er der en skålformig fordybning rundt om skaftet. Dette er ofte facetteret, og medens det i begyndelsen har nogle fortykkede led nederst, flyttes fortykkelserne inden man når 1730 op under lysepiben, der ikke sjældent får en indsnævring på midten. Mange af regencens stager er ligeknækkede.

 

Lysestage

Lysestage. George III-stil. London 1739-40. Paul de Lamerie (ABR).


Den tidlige rokokos stager beholder regencens grundform, men skaftet vrides og knækkes ligesom fodens former. Senere bliver formen opadkuplende og pryde s ofte med drevne rocailler. Samtidig udstyres skaftet undertiden foroven og forneden med et bladværksornament, og piben kommer til at minde om en blomsterknop.

 

Lysestage

Danske Louis seize-lysestager af sølv. Mester Jacob Henriksen a Moinichen. København 1780 (ABR).


Messingstagerne er nu forbeholdt jævnere mennesker, og de går stilistisk i stå. Endnu i forrige århundrede er det oftest barokkens grundformer, der med ubetydelige ændringer fortsætter.
Ophygningsmæssigt adskiller Louis seize'ns stager sig ikke meget fra rokokoens, de er dog uden knækninger og vridninger, hvorimod man ser kannelurer samt drevne festons, bånd og medailloner. På nogle klassicistiske l. bibeholdes den blomsterknopformede lysepibe, på andre får piben foroven en bred lysmanchet. Den senere Louis seize og directoiren foretrækker søjleformede l. med firkantet fod. Oven på denne kan ligge et rundt konvekst eller et firkantet konkavt parti. Søjlerne kan være glatte eller med kannelurer og evt. med en draperilignende ornamentik foroven. Lysepiben er ofte en forlængelse af skaftet og altid med drypmanchet. Empirens stager har vaseformet skaft, og lysepiben har ligeledes vaseform - undertiden let oval. En form, der kan gå videre ned gennem skaft og fod. Den skarpt markerede drypplade udelades og indbygges i stedet i lysepiben.


Især den kantede type fra directoire og tildels - empire, ses ofte i messing. Omkring midten af forrige århundrede er idealet en l. med en kuplet fod med et magert rundt skaft hvor der både foroven og forneden er anbragt drypplader, endda ofte lige store, hvorfor den nederste ikke gjorde megen nytte.
Tinstager optræder fra renæssancen, de følger de andre stager i formen.

 

Lysestage

Bonde-lysestage af træ med skruedrejet skaft så lyshøjden kan reguleres.


Endelig bør nævnes nogle l. som i den sene barok og rokokoen havde nogen udbredelse. De har et højt skaft, og foden består af tre forbundne, svungne kamme, der hver har en standknop under sig. Sådanne stager ane vendtes hovedsagelig som alterstager, men også eksemplarer til bordbrug kendes. De er ikke sjældent fremstillede af træ eller støbte af tin.

 



Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 3.296 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.