Logo

Sølv.

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook


Sølv hvis kemiske symbol Ag kommer af det latinske argentum, og hvis vægtfylde (specifik vægt) ligger på 10,5, er det metal, der oftest har været brugt til prægning af mønter gennem tiderne. Allerede 650 f.Kr. brugtes electron (en naturlig forekommende blanding af guld og sølv) til mønter i Lydien i Lilleasien, og under kong Krøsus (560-546 f.Kr.) blev slået en række sølvmønter. Sølvet spillede en stor rolle for de græske og romerske udmøntninger. I vikingetiden fik Norden sit sølv gennem den store strøm af kufiske mønter, og med Danegælden kom yderligere sølv til Danmark.


Store sølvforekomster fandtes i middelalderen i Harzen, Erzgebirge, Bøhmen (Joachimsthal), Ungarn og Tyrol. Meget af dette sølv var grundlaget for udmøntningen af groschen mønter og de senere dalere. I Sverige havde man fundet sølv før midten af 1300-tallet i Silverberget i Dalarne og fra 1505 eller 1510 i Sala grube. I Norge fandtes sølv i Gulnes i Telemarken samt fra 1623 i Kongsberg, som blev den vigtigste sølvkilde for de danske konger.


Fra 1500-tallet udvandt spanierne en mængde sølv i Syd- og Mellemamerika, og de store mængder førte senere til inflation. I anden halvdel af 1800-tallet steg produktionen af sølv igen voldsomt, grundet store forekomster i USA. I 1960'erne begyndte sølvets pris at stige, og de fleste lande skiftede i den sidste halvdel af 1960'erne deres sølvmønter ud med billigere legeringer.


I 1970'erne toppede sølvprisen, og i et par år herefter blev nedsmeltet i tonsvis af mønter, idet den indre værdi af dem (metalværdi) var højere end pålydendet. Omkring 1990 var prisen på sølv dog igen faldet til ca. 1/10 af den oprindelige pris fra 1970'erne.


Lit: KL bd.15 sp.264-274.


Sølv er et ædelt men ikke sjældent metal, kendt fra den tidlige oldtid som værdimåler og betalingsmiddel) og som materiale til kunstnerisk forarbejdning i samme teknik som den ældre guldsmedekunst. Rent sølv er for blødt at arbejde i. Derfor bruges lovligt foreskrevne legeringer, i Danmark 834/1000, d.v.s. 834 g rent sølv og 166 g kobber. I Danmark indførtes mestermærket i 1491, men allerede 1429 var anordnet en guldsmedeskrå for København. På københavnsk sølv skal der fra 1608 være københavnermærke (tre tårne i oval med årstal under), efter 1679 guardeinmærke, fra 1765-1852 månedsmærke (til 1830 almanaktegnene for dyrekredsen, fra 1830-52 naturalistiske gengivelser af de samme tegn) og endelig mestermærker. Sølv kan således dateres inden for 30 dages perioder.


På provinssølv bruges by- og mestermærker, eventuelt mestermærker alene. Andre lande har tilsvarende mærkesystemer. Indtil langt op i 1800-tallet var alt sølv bestillingsarbejde, hvortil aftagerne selv leverede det fornødne sølv. Irenæssancen med dens stærkt hollandsk- og tyskprægede ornamentik lavede sølvsmedene små og store fodløse drikkekander, små kredensskåle, bægre med snoet fodring, øreskåle, lågpokaler, lågkrus og skeer. Det er let at forveksle renæssancesølv med barokkens, da denne stil overtog meget af renæssanceornamentikken: akantusblade, plante- og dyremotiver, masker, guirlander og arabesker. Denne udsmykning blev anvendt til lågkrus på ben af tre kugler, granatæbler eller løver samt til de lavere og bredere drikkebægre samt låg- og øreskålene. Meget af dette sølv var forgyldt, da rent sølv ikke regnedes for så fint. For bordsølvs vedkommende var Frankrig førende e. 1650, England i 1800-tallet. I 1600-tallet dukker de første sukkerbøsser (granatbøsser) op herhjemme.


I regencen (1715-50), en overgangsstilart, især benyttet inden for sølv, viser de første kaffe- og tekander sig samtidig med saftkar, sukkerskåle, flødekander, kandelabre, sauceskåle, kandisspande, toiletudstyr, temaskiner m.v. Stilen er den lige- eller fladknækkede og ornamentikken består af graverede akantusblade, muslingemotiver og spejlmonogrammer. Rokokoen bliver dansk sølvs festligste tid. Dens svajknækkede former holder sig til slutningen af 1800-tallet (?Københavnerrokoko?) og går igen i mange fabriksfremstillede ting i vor tid. Inden for bestik begynder det dobbeltriflede at gøre sig gældende med bugtede skafter, afsluttet med en musling. Potage-, fiske-, fløde-, toddy- og strøskeer er også en rokokoforeteelse. Louis Seizen gav sig aldrig stæke udslag herhjemme.


Vi manglede personlig tilknytning til de klassiske forbilleder. I stedet fortsatte vi i rokokobanerne med tilsætning af den franske Louis Seizes symbolske rosenguirlander, ovale medaljoner og romerske emblemer. Engelsk Louis Seize påvirkede os langt mere, især de elegante pletvarer, der påførte danske guldsmede en hård konkurrence. Vi gjorde os med større held gældende i gennembrudt arbejde med indsat blåt glas: saftkar, sukkerspande og sennepskrukker. Louis Seizen gled over i empiren med dens borgerligt-hyggelige sølvformer: rundbugede temaskiner og tøndeformode kaffe- og chokoladekander. Dog først efter 1820, da vi havde forvundet følgerne af de store brande, krigene og statsbankerotten i 1813. Til 1835 råder den "akademiske empire" med professor C. F. Hetsch som den betydeligste formgiver. I Christian 8.-stilen arbejder sølvsmedene videre efter den klassiske proportionslæres vedtagne principper og laver traditionsbundet, men godt håndværk.

Ædelmetal, der har været kendt siden de ældste tider. Det er det mest anvendte blandt ædelmetallerne, fordi det forekommer i langt større mængder end f.eks. guld og derfor er billigere. I Europa udvandt man allerede i oldtiden sølv i Spanien og Grækenland. I 968 begyndte man sølv udvinding i Harzen, og siden blev Böhmen, Ungarn, Sverige og Norge sølvproducenter. Også fra oversøiske udvindingssteder har Europa i umindelige tider fået sølv.


I oldtiden benyttede man sølv til smykker og til betalingsmiddel. Man forfærdigede bl.a. armringe af det, og dem klippede man så evt. ud i passende stykker og betalte med dem. Senere begyndte man at præge sølv stykker med særlige motiver, og man sørgede for, at et sølvstykke med et bestemt motiv også havde en bestemt vægt. Man havde nu mønter, til at betale med.


I middelalderen er sølv genstande sjældne, kun enkelte pragtkander, alterkalke, patener etc. er udført af sølv. Man driver ikke ornamenter i det, men nitter dem i stedet på, efter at man har støbt dem.
I renæssancen bliver s. noget almindeligere. Nu har fyrster og adel drikkekander, krus, øreskåle og enkelte skeer af materialet. Stadig væk er drevne udsmykninger ikke så almindelige. Man foretrækker gerne i stedet at gravere eller at pånitte støbt ornamentik.


I barokken bliver drivninger imidlertid almindelige. Der drives bukler på foden af drikkekander, der drives bukler i låget og måske også lidt på korpus. Dernæst punsler man detaljerne frem i det opdrevne, så mønstrene kommer til at stå eksakt og smukt. Nogle få pragtlysestager i sølv ses i bruskbarokken, ellers bliver sølv lysestager først mere almindelige i højbarokken. Udbudet af genstande er ellers stort det samme i bruskbarok som i renæssance, og der er måske grund til at bemærke de store pragtfulde saltkar, som netop forfærdiges på den tid. De kan have tårn-konstruktion etc.
Skeer er stadig sjældne, de bliver først almindeligere under høj-barokken.


Der forfærdiges meget smukt sølvtøj i højbarokken. Man har store lave lågkander, lysestager, drikkebægre og måske endda skæmtebægre, f.eks. en dame med en bred kjole. - Og når man så vender bunden i vejret på figuren udgør skørterne et bæger. Møllebægeret har en blæsepibe. Når der pustes til gennem den, snurrer møllevingerne rundt. Man skal så hurtigt vende bægeret, få hældt vin i og drukket det ud, inden bægeret atter sættes ned. Fade og platter med opdreven floral ornamentik hører også højbarokken til. Barselspotter med stjært, tre høje ben og et låg med tre standkugler foroven, er blandt de ting, vi ser i renæssance og barok. Mange af de store drikkekander opdrives med mytologiske fremstillinger, eller der indfattes mønster i siden på dem ligesom låget får en mønt indsat i midten. Der er krus på tre standkugler med et hvælvet låg og nok en kugle på dets top - måske udformet som granatæble. Lågskåle, tumlere, krydderibrikker - der er meget at vælge imellem, og det meste er med kraftigt drevne rankedekorationer, med blomster, frugter, putti og anden skøn ornamentik.


Den sene barok opviser enklere former. Kanderne kan nu laves som pibekander i bødkerarbejde og hvor graveringer eller punslinger i forbindelse med drivninger danner staverne, vidjebåndene etc. Man går i nogen grad væk fra de florale motiver, vælger i stedet godronerede kanter.
Regencen har enkelt sølvtøj med diskrete ornamenter, ofte graverede. Korpusarbejder kan være ligeknækkede. Der viser sig nu kaffekander, tekander, sauceskåle, flødeskåle og lysestager bliver almindelige. Samtidig ændrer skeerne form, får erstattet det runde skaft med et bredt. Tedåser, ligeknækkede strødåser, kandisskåle, samovarer. Der er mange nye områder, som sølvet kan bruges til.


I rokokoen videreføres mange af disse genstande. Nu vrides og knækkes korpusarbejder, tallerkener får en svungen fane med ribber, der drives og punsles rocailler, og lysestagerne bliver festligt asymmetriske og får en vældig kuplet skævknækket fod. Hovedvandsæg hører til regencen, rokokoen og klassicismen, ligeledes snustobaksdåser.


Louis seize'n er en strengere stil, her bærer næsten alle genstande medailloner, festons, bånd, perlestave, kuglestave og liktorbundter til skue. Directoire og empire er fattige tider, der skal spares, og sølvet bliver tyndere i godset. Man får saltkar med blå indsats af glas, sennepskande og peberbøsse indrettet efter samme princip. Kaffekanden bliver tøndeformet, tekanden oval og temaskinen kommer måske til at bestå af en kugle på fire høje ben med fælles fod. Bortset fra godroneringer drives der ikke længere så meget. Man foretrækker graveringer med flade skjoldmotiver blandt ranker. Senempiren får drevne palmetter som dekorationsbånd, der kommer måske en liggende løve som lågfigur på kaffekanden, og der ses tidselagtigt drevet eller graveret løv.


Sølv har i Danmark været stemplet siden 1491 med mestermærke. Det første københavnerstempel er fra 1608, og i 1679 indførtes der guardeinstempling i København. Denne ordning varede til 1904.
Det var nødvendigt at kontrollere sølv, fordi der altid blandedes lidt kobber i det, for at det blev til at smede. Der skal altid være mindst 834 g sølv til 166 g kobber. I 1685 indførte man ydermere i København månedsmærker, dyrekredsens tegn blev brugt. Først i 1852 afskaffedes denne ordning igen. Sølv fra provinsen er stemplet med mestermærke og byvåben.



..


Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 1.687 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• bastionær grundplan stjerneformet grundrids
• mekkamekka (efter det arabiske bynavn Mekka) plys til møbelbetræk

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Smæk insektet!