Dobbeltschilling 1619 fra Braunschweig-Harburg
kontramarkeret med Stralsunds mærke (stråler).
Kontramarkering foretages ved med et lille stempel at indslå
et kontramærke på en mønt. Det sker af mange grunde. En mønt med
kontramarkering er næsten altid en erstatningsmønt, ellers ville man have
præget en ny mønt. Kontramarkering har været kendt allerede af grækere og
romere i antikken, og området, der er meget stort, kan opdeles i to
hovedgrupper: Officielle og private kontramarkeringer. Inden for de officielle
kontramarkeringer er der en skarp opdeling af, om det er egne eller fremmede
mønter, der kontramarkeres. I det følgende skal gives er række eksempler.
1. Officielle kontramarkeringer på landets egne mønter.
a: Værdiangivelse f.eks. på juliuslösere, der fik
indstemplet et tal for det antal dalere, de var præget som, 2, 3, 4 etc. Denne
kontramarkering skete for at spare stempler, idet man kun behøvede eet
stempelpar. Blanketterne var vægtmæssigt afpasset som 2, 3 eller 4 dalere.
b: Ændring af pålydende. Dette er bl.a. almindeligt på
spanske kobber og billonmønter i første halvdel af 1600-tallet og på
brasilianske kobbermønter i 1700 og 1800-tallet.
c: Til bekræftelse af gyldighed over for demonetiserede
mønter.
d: Udsendelse af allerede inddragne mønter, men med en ny
værdi.
e: Politiske ændringer, som regeringsskifte, revolution etc.
1 A: Officiel kontramarkering på fremmede landes mønter
a: Fremmede mønter blev stemplet og undertiden forsynet med
ny værdi. I ældre tid, hvor mange forskellige mønttyper cirkulerede, var det
undertiden en god ide at kontramarkere de gode, så de kunne skelnes fra de
dårlige og underlødige. Hærskarer af kontramarkeringer fandt sted i en mængde
tyske byer på bl.a. prager- og meissengroschen i senmiddelalderen (ca. 1350-1500).
Også i Kipper- og Wippertiden i 1602'erne var der mange kontramarkeringer. I
Rusland forsynede man mange europæiske dalere med et lille kopek stempel og
årstallet 1655 (Jefimok), og i England kontramarkerede man under Georg III
(1760-1820) spanske 8 realer med et lille portræt af Georg III, hvorved mønten
autoriseredes til brug i England. Vestindien er et område med mange
kontramarkeringer - ikke blot på hele mønter som f.eks. de amerikanske mønter,
der i 1849 blev kontramarkeret med Fr.7.'s kronede monogram og sat i
cirkulation på de Dansk Vestindiske Øer, men også udenlandske mønter. De blev
klippet i småstykker og forsynet med stedsangivelse og eventuelt værdi til brug
som småmønt. Undertiden udlokkede man mønter og brugte både ringen og det
mindre udstansede stykke - begge ofte forsynet med værdiangivelse (se Dump og
Holey Dollar).
2: Private kontramarkeringer.
a: Private prøvemærker fra handlende, vekselerer og banker
ses hyppigt på mønter, der traditionelt cirkulerede i Kina før i tiden,
hovedsagelig mexicanske 8 realer. (se Chopmark)
b: Kontramarkering foretaget med henblik på at mønterne
skulle cirkulere på lukkede eller private områder som Haciendaer, i store
handelsvirksomheder, i krigsfangelejre etc.
c: I reklamens tjeneste begyndte man omkring 1880 at indslå
forretningsnavn og adresse på mønter, så de kom til at virke som reklame. I
Danmark var det forbudt at ødelægge kongens mønt, og derfor brugtes norske og
svenske mønter - normalt 5 ører - der som følge af Den Skandinaviske Møntunion,
også var gyldige i Danmark. Tilsvarende kontramarkeringer var udbredt i USA og
England. Hyppigt forekommende er Pears Soap, som lod fremstille 250.000 franske
mønter stemplet med firmanavnet.
d: Som politisk propaganda kendes fra Danmark aluminium
5-øren 1941 med indslået hammer, der sammen med det store C i Chr.10. dannede
det kommunistiske symbol: hammer og segl som modspil til den nazistiske
besættelsesmagt. Et andet eksempel er franske mønter fra Napoleon III med
indstemplet SEDAN. De sigtede til den fransk-tyske krig i 1870, specielt slaget
ved Sedan, hvor man mente, at kejseren havde ansvaret for nederlaget. Her var
tale om en smædemønt.
e: Små mærker indslået af samlere på deres mønter som en art
ejermærke. I Danmark støder man af og til på mønter mærket AD i et lille
rektangel. Heldigvis er denne uskik ikke særlig udbredt.
Der findes to forskellige stempeltyper til kontramarkering.
Det ene et positivt stempel, der giver et inkust, dvs. negativt eller
indtrykket billede. Denne teknik er anvendt ved de dansk-vestindiske
kontramarkeringer. Den anden stempeltype er et normalt stempel, som når det
slås ind i mønten, efterlader omridset af stemplet (rundt, ovalt, kvadrat) med
tekst eller billede positivt.
Tre metoder bruges til anbringelse af en kontramarkering.
1: Et gammeldags slagstempel, som med et hammerslag bliver
præget ned i mønten.
2: Et tang-stempel, dvs. et stempelpar, der er fikseret over
for hinanden, og med hvilket man samtidigt kan præge et kontramærke på begge
sider.
3: Et moderne prægestempel i en moderne prægepresse, f.eks.
et ½ real stempel fra Guatemala, som blev islået på chilenske pesos og
peruvianske sols.
Lit: Ehrend & Schreier: Gegenstempel auf Münzen (Speyer
1975); World Countermarks on Medieval and Modem Coins ( 1976); H. Krusy:
Gegenstempel auf münzen des spätmittelalters (1974); NNF-Nytt jan.1976 s.7-10.
..