Logo

Romerske mønter

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

 

Romerske mønter og møntvæsen var påvirket af flere kilder. Oprindelig blev Rom regeret af konger, men omkring 500 f.Kr. indførtes republikken, der blev ledet af senatet med to consuler som øverste embedsmænd. I modsætning til områderne nord for Rom og Syditalien havde Rom længe anvendt en form for naturalieøkonomi samt klumper af råkobber (aes rude), som man fik fra flere lokaliteter. Disse klumper fungerede som betalingsmiddel fra det 1. årtusind f.Kr. til slutningen af det 4. årh.f.Kr. Dernæst støbtes kobberet i primitive stave og barrer (aes formatum), der var forløberne for  aes signatum, de mere regulære barrer med motiver, som cirkulerede fra sidste del af det 4. årh.f.Kr. og i det 3. årh.f.Kr.

 

Fra ca. 269 f.Kr. fremkom aes grave, der var store støbte runde bronzemønter. Den runde facon var man blevet bekendt med fra de omkringliggende områder, dvs. området nord for Rom, Etrurien, samt de græske kolonier i Magna Graecia, der omfattede Syditalien og det meste af Sicilien. Her anvendtes græske sølvmønt-enheder af forskellig art. Rom var derfor tvunget til også at udmønte i sølv, fra omkring 269 f.Kr. i form af didrakmner og drakmer. Det ser ud som om, der 211 f.Kr. skete en møntreform. Den betød udmøntning af fire typer sølvmønter: victoriatus, denar (10 as), quinar (½ denar) og sesterts (¼ denar), sidstnævnte dog kun i korte perioder.

 

Quadrigatus er et fællesnavn i den romerske republiks tid for både didrakmer og for denarer, hvis bagsidemotiv var et firspand. Bronzemønterne, dvs. assen og dens underdelinger (semis, triens, quadrans, sextans, uncia, semuncia og quartuncia) begyndte med, at en as vejede et romersk pund. Multipla af as findes også; således dupondius (2 as) fra 241 f.Kr., samt den sjældne tripondius. Med tiden blev assen og dens underdelinger reduceret i vægt. I den forbindelse taler man om libra møntfod, semilibra møntfod (ca.217 f.Kr.), post semilibra møntfod, sextantal møntfod (omkring 211 f.Kr.), uncial standard samt semuncial standard, dvs. 1/24 af den oprindelige vægt. Kobberudmøntningen ophørte efterhånden, og hovedomsætningsmidlet i den senere del af republikkens tid var sølvdenaren. Udmøntningen af denne var underlagt senatet i Rom, som lod særlige embedsmænd stå for udmøntningerne. Oftest er afbildet en gud eller gudinde på forsiden, medens bagsiderne blev brugt af embedsmændene til propaganda for patricier eller popularer ved at fremhæve de tidligere familiemedlemmers bedrifter.

 

Sølvmønter med kobberkerne (falske såvel som officielle udgaver) kaldes suberate mønter, og mistænksomheden til disse mønter medførte en produktion af serate (savtakkede) mønter. Efter at Pergamon 133 f.Kr. var tilfaldet Rom, prægedes her og enkelte andre steder en stor sølvmønt med 3 denarers værdi, kaldet kistofor (cistoforus). I de sidste 100 år f.Kr. erobrede romerriget store områder omkring Middelhavet, og hertil krævedes store hære og store mængder af mønter til at betale soldaterne med. De enkelte legioner prægede såkaldte legionsmønter fra år 32/31 f.Kr. i forbindelse med kampen mellem Marcus Antonius og Octavian, - sidstnævnte måske bedre kendt under navnet Augustus.

 

Efter den romerske republik fulgte kejsertiden. De mest almindelige mønter her var denarer i sølv samt sesterts, dupondius, as og semis af uædelt metal. Dupondius og as havde samme størrelse, blot var assen i kobber (rødlig farve) og dupondien i en guldlignende messinglegering, der kaldtes aurichalcum (orichalcum). Dertil kom en guldmønt - en aureus (25 denarer) indført fra Julius Cæsars tid. Kejserne forestod selv al guld- og sølvudmøntning, medens kobberudmøntningen blev overladt senatets embedsmænd, de 3 »triumviri aere argento auro flando feriundo« (III VIR A A A F F).

 

Indtil 260'erne var næsten alle romerske bronzemønter forsynet med bogstaverne SC for at anskueliggøre, at de var møntet ifølge senatsbeslutning. Som følge af sølvdenarens forringelse (fra 99% under Augustus (27 f.Kr.14 e.Kr) til 50-40% under Septimus Severus (193-211 e.Kr.)) indførte Caracalla i 214 en dobbeltdenar under navnet antoninian. Også denne mønt forringedes efterhånden kraftigt, idet den under Valerian (253-260) kun indeholdt 10% sølv, og under Gallienus (260-268) var der kun et overfladisk sølvlag tilbage, som hurtigt blev slidt af.

 

Ved Diocletians møntreform havde den udspillet sin rolle. Hans møntreform strakte sig over et 10-år, der begyndte 286 med en ny aureus mærket med »O« (=70), dvs. 1/70 pund. I 294 kom en sølvmønt, der mindede meget om de tidligere denarer - en mønt der er kendt under navnet argenteus. Sluttelig 295/96 kom det til ændringer for bronzemønternes vedkommende.

 

En mønt (Post Reform Radiate), der lignede antoninianen, prægedes fortsat, men uden noget sølv; hvorimod de såkaldte »Pre Reform« mønter (antoninianer) indeholdt ca. 4% sølv. En stor bronzemønt, der lignede de tidligere as, kaldtes follis. Den havde fra begyndelsen et vist sølvindhold, vejede 10 g og havde en diameter på ca. 25 mm. Den forringedes ligeledes, og i 326 var den blevet til en bronzemønt på 2,6 g, for i 340 at være faldet til 1,3 g med en diameter på 15 mm. Fra 346 begyndte et reform-forsøg med både store og små bronzemønter, og om navnene på disse mønter strides man stadig. Denne usikkerhed om navnene (centenionales etc.) på de forskellige størrelser bronzemønter har fået mange katalog-udgivere til at anvende betegnelserne AE (Æ)1, Æ2, Æ3 og Æ4 i stedet for eller som et supplement. Udmøntningerne af de senromerske bronzemønter har et sådant omfang, at der i mange af de møntproducerende byer indrettedes flere møntværksteder (officiner), og disses navne ses for det meste i forkortet form på møntens exerque.

 

Blandt guldmønterne afløses solidus af aureus mønten under Constantin d. Store (307-337), og senere, i slutningen af 300-tallet, tilkommer semissis (½ solidus) og tremissis ( solidus). Under Constantin d. Store er også udgivet sølvmønten miliarense (1/18 solidus) både i en let og en tung udgave samt en siliquia (1/24 solidus). 395 e.Kr. kom det til en deling af det romerske rige i en østlig del med Constantinopel som hovedstad (byzantinske mønter), og en vestlig del med Rom som samlingspunkt.

 

Det vestromerske rige gik efterhånden i opløsning: Britannien blev opgivet, og folkevandringerne bortrev stadig territorier. Vandalerne erobrede Nordfrankrig, og 476 afsattes den sidste vestromerske kejser i Rom, der derefter kom i østgoternes besiddelse. Romerske provinsudmøntninger, der som regel har græsk tekst, benævnes i dag som »Greek Imperial Coins«. Andre opslagsord med relation til emnet: Alexandrinere, Barbariske imitationer, Biblens mønter, Bigatus, Judæa Capta mønter, Kontorniater, Kristogram, Nomemønter, Pengepunge, Scripulum, Spintriae og Tesserae.

 

Lit: (udvalg): H. Mattingly: Roman Coins; S.W. Stewenson: A Dictionary af Roman Coins; J. Melville Jones: A Dictionary of Ancient Roman Coins, London 1990; D.R. Sear: Roman Coins and their Values; Møntårbogen 1977 s.137-172.

 


..

 

Facebook
Opret din egen Samling Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 3,2 (6 stemmer)
Siden er blevet set 4.382 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Vi benytter cookies til at gøre din oplevelse af sitet så god som mulig. Ved at fortsætte med at bruge sitet accepterer du cookies.