Logo

Naturstenshuse - kridtstenshuse

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook
Kridt - kalksten, materialer og byggeteknik
Den ældre danske betegnelse for kalksten eller kridtsten er "limsten". Flere lokaliteter indeholder ordet "Lim", f. eks. på Bornholm. Men her er det ikke den hvide kridtsten, derimod en lerholdig kalksten, som blev brugt til bygnings sten, og til brænding af "bornholmsk cement", en naturlig hydraulisk kalk. Limfjorden er et andet eksempel på reminiscens af det gamle ord for kalk; her fandtes kalksten eller kridtsten nord for Limfjorden og i Hanherred langs Jammerbugten.
Kridtsten, som kan brydes og anvendes til bygningssten, findes fortrinsvis på Stevns, men også i Thy i Hanherred har man som på Stevns skåret kridtsten, og på Grenåegnen findes kridtsten, som har været brugt til byggeri, dog mest som udfyldning af tavl i bindingsværk.
På Stevns og i Hanherred har der været brudt og skåret kridtsten langt tilbage i tiden blandt andet til de middelalderlige kirker, og det var først i midten af forrige århpndrede, at de lokale bønder begyndte at bruge kridtstenene til egentligt kridtstensmurværk i deres bøndergårde og husmandssteder.
Når kridtstenen brydes er den blød og let forarbejdelig med sav og tilskæres derfor i store blokke. Ved luftens påvirkning hærder stenene efterhånden og bliver mere hårde og vejr- og frostbestandige. Det der på Stevns og i Hanherred kaldes kridtsten må ikke forveksles med "skrivekridt", som er blødere og uegnet til bygningsbrug. Kridtstenene har en lagdeling, som bør lægges rigtigt, idet stenene kunne spalte i frostvejr, hvis de lå "på højkant", som bønderne af og til havde lagt dem i bindingsværkstavl, for at spare på materialet.

Der findes også andre kalkstensformer, såsom frådsten, Faxemarmor og den tidligere omtalte bornholmske lerholdige kalksten, men disse sten har ikke været anvendt på samme måde og i samme periode som kridtstenene i de mere anonyme og simple huse, derimod langt tidligere til f.eks. kirkebyggeri i middelalderen.
Opmuringen var som regel i kalkmørtel, men ler kunne også bruges, dog fortrinsvis ved udmuring af bindingsværkstavl.
Kridtstensfacaderne blev kalkede, dels som beskyttelse, men også fordi stenen ved regnens påvirkning kunne blive lidt grå.

Kridtstenshuse på Stevns
Kridtstenshusene på Stevns er den type af naturstenshuse, hvis kulturhistorie er bedst og mest udførligt belyst, af etnolog Carsten Hess, i skriftet "Folk og kultur".
De stevnske kridtstenshuse er bygget af det lokale byggemateriale fra Stevns Klint, hvor man tidligere havde en omfattende brydning i såkaldte "stenskær"; det vil sige i åbne brud langs havet. Kridtstenen, som egentligt er en kalksten, findes sammen med skrivekridt og flint.
Den stevnske kridtsten har været brudt til kirkebyggeri allerede i 11 og 1200-tallene, og der findes meget kridtsten, som blev "eksporteret" til de omkringliggende købstæder og København. Dengang blev stenene skåret af nedfaldne stenblokke på stranden. Det var først 1850, at Gjorslev gods åbnede brudene i klinten.

De lokale husmænd måtte dog skære sten på stranden til eget forbrug og til salg i landsbyerne, men ikke i købstæderne; det var forbeholdt godset.

I starten omkring 1860 skar man tre størrelser sten: 18 x 9 x 5 tommer/ 16/5 x 8 x 4/5 tommer og 16/5 x 8 x 4 tommer, hvoraf den største dog snart udgik, og senere blev den gængse størrelse 4/5 x 8 x 16 tommer, svarende til 12 x 20 x 40 cm, som kaldtes helsten (1 tomme svarer til 2/5 cm). Mure af sådanne sten svarer stort set til murtykkelsen på en helstens mur af almindelige mursten.
Produktionen blev forsøgt mekaniseret med en stenskæremølle, men denne kom aldrig til at køre rigtigt, og helt frem til 1950 blev kridtstene skåret med håndkraft.

Gennem et helt århundrede var der en stor eksport fra Gjorslev gods, og godsejer Jacob Scavenius, som var kulturminister 1880-91, fik afsat store mængder til større byggerier.

I byerne anvendte man allerede tidligt og i mere udstrakt grad kridt sten til både byhuse og til offentlige byggerier. Der findes flere bygninger i to etager, og det var meget almindeligt at udnytte kridtsten sammen med mursten på en arkitektonisk dekorativ måde, som f.eks. på Køge Kirke.
Kridtstensmure blev som regel opmuret i kalkmørtel, men en stor del er også opmuret med lermørte!. Det er vigtigt, at stenene vendes rigtigt, så vand ikke trænger ind i lagenet og de herefter sprænges ved hård frost. Står stenene påhøjkant, kan man risikere, at halvdelen af stenen springer fra.
Store flintesten kunne anvendes som sokkel. De havde den fordel, at der ikke trak fugt op gennem soklen til de lidt fugtfølsomme kridtsten. Soklen af store flintesten kunne fuges med en fremhævet fuge i en stærk mørtel af cement eller hydraulisk kalk.

Til trods for at den lokale landbefolkning havde let tilgang til kridtstenen og kendte til dens anvendelse som byggemateriale, var det ret sent, at bønderne og husmændene selv begyndte at bygge egne huse i kridtsten. Det blev først almindeligt i landsbyerne fra midten af 1800-tallet og frem til 1910. Enten fordi det var betragtet som et dyrt byggemateriale, som der kunne tjenes penge på at sælge, og at man derfor ikke brugte det selv, eller fordi traditionen med bindingsværk sad så fast, at man først gik i gang med at bygge i "grundmur", samtidig med at dette i andre egne skete med mursten eller kampesten i de sidste årtier af forrige århundrede.
På Stevns finder man også bygninger af kløvede kridtsten fra mark eller strand, og disse bygninger fremstår meget karakteristisk med en hvid til grågullig farve, men ellers med fuger som bygninger i kløvet kamp. Kridtsten blev også brugt til udmuring af bindingsværkstavl, og f.eks. også til skorstenspiber.
I 1920-erne og 30-erne blev der endnu bygget landbrugsbygninger i landsbyerne ved klinten, men i mere moderne materialer. F.eks. afløste cementsten efterhånden kridtstenen.
Kridtstenen blev som byggemateriale af kalksten i dette århundrede langsomt afløst af "Faksemarmoren". En kalksten med en anderledes struktur og hårdhed, som blandt andet gjorde den velegnet til at polere. I poleret udformning blev den anvendt til blandt andet facadebeklædning.
Kridtstenshusene på Stevns sætter sit eget præg på egnen. Hvor murværket anes gennem de hvide kalklag, har det en anden og lidt "gravere" karakter end ved almindeligt murværk. Hvor stenene er anvendt sammen med almindelige røde mursten, f.eks. i byernes større huse, står kridtstenene ofte uden overfladebehandling og får derfor en karakteristisk grålig kulør.

Hanherred - Klim sogn
Mellem Limfjorden og Jammerbugten har man i sognene Klim og Vester-Torup også brudt og skåret kridtsten til bygninger, dog ikke i et omfang som på Stevns.
Også på denne egn har der været anvendt kridtsten langt tilbage i tiden, især til kirker, men til bøndernes gårde var det, ligeledes som på Stevns, først i midten af 1800-tallet, at man begyndte at bruge limsten til egne bygninger. Skæringen af limsten ophørte omkring 1925, og der er ikke bevaret så mange limstensbygninger i Hanherred som på Stevns.

I de store kalkbrud i Klim Stenbjerg og Vester Torup Stenbjerg blev store blokke brudt løse og derefter skåret ud med en stor sav, som lignede en skovsav eller issav med et håndtag. Under skæringen blev der hældt vand på saven for at få arbejdet til at gå lettere. Den fypiske størrelse var 5-6 x 4 x 11 tommer, altså noget mindre end de stevnske størrelser.

På samme egn begyndte man i øvrigt at brænde kalksten for mørtel omkring 1860-70, og herefter murede man limstensmurene i kalkmørtel, hvor man tidligere havde brugt lermørtel.
Murene stod kalkede, og man kunne blot ane stenenes størrelse og struktur i overfladen.
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 4,8 (4 stemmer)
Siden er blevet set 1.966 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Fortæl dine venner om os