Bænk

Bænk med vendbar ryg, 1784, Sønderjylland (Koldinghus).

Et siddemøbel med et aflangt, smalt sæde, enten med eller uden ryg- og armlæn og beregnet til flere personer. Oprindelig blev den fremstillet af ler eller hugget i sten, men i middelalderen afløste træet disse materialer. I denne periode, da stole sjældent blev benyttet, var bænken det mest brugte siddemøbel. Fra 1400-tallet begynder siddekisterne at dukke op, og det er af disses form sofaen i 1600-tallet opstår i Frankrig. Herhjemme havde møblet sin glansperiode i rokokoen, og bænke fra denne tid, smukt udskåret og med flettet sæde, er i dag efterspurgte antikviteter.

Bænk - siddemøbel til flere end en person. Har været kendt siden oldtiden. B. har aflangt, ofte ret smalt sæde, og i middelalderen, hvor stole var sjældne, var det almindeligt, at folk sad på b. både ved arbejdet og under måltidet.
B. kan være uden ryg og armlæn, men bedre eksemplarer har begge dele. I middelalderen blev det almindeligt med ryglæn, der var vippeligt omkring hængsler, så det kunne slås rundt og gøre tjeneste på hvilken side af sædet, man måtte ønske. Typen brugtes på landet endnu i forrige århundrede.
På nogle b. er der høj panelryg med fyldinger, sådanne b. kan være fritstående eller vægfaste, som man ofte så det i ældre tid; udover til pryd, tjente de som isolering.
B. kan hvile på bukke eller ben, hvorimellem der ofte er sprosser til afstivning. Y dermere kan der under sædet være en sarg, der på fornemmere eksemplarer ofte er udsavet i tunger.
Ikke sjældent er b. kombineret med et kistemøbel, se f.eks. cassapanca og slagbænk. På landet var rummet under b. undertiden indrettet som en slags trug, hvori man kastede madrester, disse samledes så en gang om ugen, kogtes sammen og serveredes som »bænkevælling« - en ret, der ikke nød yndest. Ydermere forekommer det, at b. har en rummelig kasseunderdel, i hvis forside der med mellemrum er glugger. Låget fungerer som låg til kassen, der er inddelt i lutter mindre rum eller båse. I sådanne b. anbragtes gæs til opfedning, og man rakte levningerne fra måltidet ned til dem. Ofte er gluggerne forsynede med skydelåg, fordi gæssene var tilbøjelige til at nappe de spisende i benene.
Salonb. kendes i ret stort tal fra sen barok, rokoko og nyklassicisme. De kan være såvel med som uden arm- og ryglæn, og medens barokkens ofte er betrukket med gyldenlæder eller almindeligt læder på sædet, er rokokoens og klassicismens fortrinsvis med polstret, stofbetrukket sæde eller med rørfletning, hvorpå en hynde kan ligge. De forskellige sofatyper er afledt af b. - se chaiselongue og recamierbænk.
Fra kirker stammer også en del b. - mest interessante er herskabsb., der kan være med overdådige udskæringer. De smukkeste eksemplarer er fra renæssance og bruskbarok.
Udover de indendørs b. bør nævnes de udendørs, som bl.a. kendes i marmor, kalksten og sandsten. B. af den art er ofte prægtigt ornamenterede, de brugtes mest i overklassens haver og parker. Også b. med endestykker af smedejern og armlæn og sæde af træ ses. Senere eksemplarer har sider af støbejern.