Japansk 1 yen i sølv fra år 27 (1894) forsynet med 10
kinesiske chopmarks.
Ordet kommer af det hindustanske »chop«, som betyder stempel
eller segl. Chopmarks er betegnelsen for små kinesiske kontramarkeringer
indslået af private handlende, handelshuse eller banker i Kina på større,
hovedsagelig udenlandske sølvmønter, hvorved ægtheden garanteredes. Fremmede
sølvmønter som f.eks. spanske og spansk-amerikanske piastre har lige siden
1500-tallet cirkuleret i Kina. Disse mønter var meget almindelige og blev
accepteret som standard af bankerne.
Desværre blev piastrene forfalsket af kinesiske sølvsmede,
som satte mønter med lavere sølvindhold i omløb fra omkring 1778. East India
Company nævner chopmarks allerede i 1776. Det blev derfor almindeligt, at
udgiveren af en sådan mønt enten fik den prøvet eller selv undersøgte den. Var
den ægte, indslog han et lille mærke f.eks. et kinesisk tegn eller et symbol.
Jo flere chops fra kendte handelshuse etc., jo nemmere var mønten at omsætte.
Nye mønter uden chopmarks var man meget mistænksomme over for. Chopmærkningen
var i begyndelsen mest udbredt i Cantonområdet, hvor den største handel med
større sølvmønter fandt sted.
En generel chopning begyndte 1780-1785. Der kan findes
chopmarks på bl.a. spanske og spanskamerikanske mønter, på japanske 1 yen,
indokinesiske piastre samt de forskellige trade-dollars, som blev fremstillet
af bl.a. England og USA til handelen på Kina. Der findes mønter med enten store
eller små chopmarks. Tidligere troede man, at de to typer chopmarks brugtes på
forskellige typer eller i forskellige dele af landet, men i dag hælder man til
den teori, at de var et rent og skær modefænomen. Man begyndte med store,
derefter blev det moderne med små og senere, fra midten af 1800-tallet, blev store
chops igen populære.
Brugen af chopmarks stoppede, da Shanghaibankerne i 1935
blev enige om kun at tage choppede mønter til 10% under deres værdi. Ofte er
der indslået så mange chopmarks, at mønterne er næsten ukendelige og ofte helt
skålformede. Blandt samlere kaldes disse mønter for choppede mønter.
..