dysse

Baronens Høj Runddysse, Nørreskov, Sønderborg, Als, Denmark

Stengrav fra yngre stenalder. Se: jættestue, langdysse og runddysse, samt Nordisk Oldtid.

Dysse (islandsk dys, en opkastet gravhøj) anvendtes førhen til at betegne de mindesmærker fra den hedenske tid i Norden, som er opførte af store sten. Nu derimod omfatter benævnelsen dysse kun stenalderens grave. Disse er i reglen opført på terrænets naturlige overflade og har form som kamre eller kister, hvilke består af store, utilhuggede, undertiden dog kløvede sten, der er anbragt (som bære- eller sidesten og dæksten tæt op til hinanden og vender den jævneste side ind imod gravens rum). De tilfældige åbninger imellem stenene er udfyldt enten med mindre rullesten eller flakte fliser, hvilke sidste imellem sidestenene ofte danner regelmæssige lag, så de ligner murværk; men kun sjældent er denne pakning lagt i ler, endnu sjældnere er sammenbøjede plader af birkebark stukket ind derimellem. En eller flere mægtige stenblokke danner loftet, og bunden er ofte brolagt med rullesten, flakte fliser eller ildsprængte flintskærver. Gravbygningen er i reglen omgivet med en lav høj, som væsentlig består af sten og hyppig kun når op til dækstenenes underside. Ofte er denne høj ved foden omsat til en kreds af sten. I det hele må dysserne siges at være opført med stor omhu og beundringsværdig dygtighed, navnlig når man tænker på, hvilke simple mekaniske hjælpemidler landets urbefolkning må antages at have haft til sin rådighed. En tid lang var dyssen så godt som den eneste kilde til viden om datidens kultur, og de har da også ydet meget værdifulde bidrag dertil.

Dysserne falder i fire grupper: Gangbygningen, runddyssen, langdyssen og den lave, stensatte kiste, som dog ikke er skarpt adskilt, men delvis går over i hinanden.

Gangbygningen

Gangbygningen (jættestue, jynovn; svensk: gånggrift, jättegraf, jättestuga) består af et kammer med gang, kamret er i reglen aflangt med afrundede ender, men også rektangulært; dets indvendige længde afveksler fra 2,8 til 12 meter, dets bredde fra 1 til 3 meter, dets højde fra 1 til 2 meter. Undertiden er der til kammeret bygget et lille sidekammer, som oftest da på gangåbningens modsatte side. Mens kammeret jævnlig er opført i nordligsydlig retning, udgår gangen som oftest fra midten af den østlige væg og lodret derpå. Den kan være indtil 7,8 meter lang, men er lavere end kammeret og i reglen meget smal. Hyppig er gangen ikke blot lukket i den fritstående ende enten med en mængde mindre sten eller med en flad sten, men også inddelt i en eller flere afdelinger ved lige over for hinanden fremspringende sidestene, imellem hvilke der jævnlig på bunden ligger en smal sten, disse indfatninger (karmstene) er enkelte gange fundet lukkede med flade sten og har vel ellers været dækkede med træplader. Undertiden er rektangulære kamre udstyrede med to parallelt løbende gange. Nu og da er to gangbygninger byggede sammen i flugt med hinanden således, at de har den ene endesten til fælles, men hver sin gang. Der findes også mindre, 5-8-sidede gangbygninger, på hvilke gangen ofte har retning med kammerets længdeakse. Som regel er hver gangbygning omgivet med sin høj, der undertiden ved foden er omgivet med en kreds af rejste sten. Men der kendes også eksempler på, at en høj omslutter to til tre gangbygninger.

Mens disse gravbygninger i det hele har stor lighed med et hus (man har sammenlignet dem med eskimoernes og lappernes boliger), viser deres indhold, at de har været benyttede som grave. Som oftest indeholdt de levninger af flere lig, som har været ubrændte, og hvis antal kan være meget stort (indtil 70). De er lejrede på forskellige måder. Nu og da har man fundet de i udstrakt stilling liggende skeletter anbragt lagvis og lagene adskilt fra hinanden ved flade fliser. Men i reglen er de lejrede på kammerets bund, snart sat på hug op ad sidestene, snart lagt udstrakt, snart liggende uordentlig mellem hinanden. Enkelte gange er der fundet så mange skeletter, at de har dannet en tæt masse indtil dækstenenes underside. Ved ligene er der lagt værktøj (navnlig flækker, økser og mejsler) og våben (særlig spyd- og pilespidser) af flint, stridsøkser af andre stenarter, benredskaber og en mængde ravperler (hvilke i reglen har form som hamre og rør). Men desuden træffes ofte i stor mængde lerkar (i reglen som skår), der måske har indeholdt fødemidler.

Større eller mindre samlinger af trækul antyder, at der til forskellige tider er blevet tændt bål i kammeret, rimeligvis for at rense luften, når et nyt lig skulle anbringes deri. Den uordentlige lejring af knoglerne hidrører måske fra senere gravlægninger, når det gjaldt at skaffe plads til de nye lig, og de mærker af brand, der jævnlig forekom på knoglerne, hidrører sandsynligvis fra de nævnte bål. Ligene er næppe ført ind i kammeret gennem den lave og smalle gang, men rimeligvis nedsænkede fra oven. Til bestyrkelse herfor taler den omstændighed, at skeletter ofte ligger højere oppe end gangåbningens øverste del, ligesom kammeret i reglen er fyldt med jord og sten (rimeligvis for at hindre vilde dyr fra at trænge ind i graven) næsten lige til dækstenenes underside. Derfor kunne dækstenene i sådanne tilfælde heller ikke være bragt på deres plads, førend man har besluttet sig til at ophøre med at benytte kammeret efter dets bestemmelse, også gangen indeholder i reglen flere skeletter. Det tør vel antages, at gangbygningen har været et fælles gravsted for en stamme eller en landsby.

Runddyssen og langdyssen

Runddyssen og langdyssen benævnes efter formen af den indfatning af rejste stene, som omgiver den høj der omslutter gravkammeret. De kunne indeslutte gangbygninger, men som oftest omslutter de mindre kamre, der snart er af en rektangulær form, snart er fem- eller seks-sidede. Indgangen betegnes i reglen ved en sten, der er lavere end de andre sidestene, og udenfor står undertiden lige over for hinanden to stene som en gang. Kamrene er i reglen 1,6-2,5 meter i længde eller tværmål. Enkelte af dem indeslutter kun et lig, men jævnlig træffes i dem 3-4 lig, nedsatte i en sammenbøjet stilling, og ved dem ofte våben og værktøj af flint, lerkar og ravsmykker.

Runddyssen ansås fordum for at have været knyttet til den hedenske gudsdyrkelse og kaldtes offersted eller alter (i Sverige: Dös). Den indeslutter næsten altid kun et, som oftest kisteformet gravkammer, der jævnlig er omgivet med en lav, stenomsat, rund høj, som når indtil dækstenens underside.

Langdyssen betragtedes tidligere dels som offersted, dels som tingsted (svensk: Domaresäte). Den fremtræder i reglen som en lav og lang vold, der ved foden er omsat med sten, som ofte udmærker sig ved deres størrelse, særlig i voldens ender. Sædvanlig er langdysserne 15,7-31,4 meter lange, men kunne også nå en længde af 158 meter. Bredden varierer fra 7 til 9,4 meter, men undertiden har de næsten form som en kvadrat. De indeslutter fra et til fire, sædvanligvis kisteformede, kamre, meget sjælden fem kamre, men dyssens størrelse betinger ikke kamrenes antal. Således omgiver en 158 meter lang dysse ved Lindeskov på Fyn kun to gravkamre.

De fleste fritstående kamre, der ikke er omgivet af nogen høj eller stenkreds, er sandsynligvis levninger af rund- eller langdysser.

Lav stensat kiste
Den lave stensatte kiste er dækket eller omgivet med en rund jordhøj, hvilken ikke er omsat med sten ved foden. Den er indtil 3,7 meter lang og 0,94 meter dyb. Snart indeholder den kun et, snart flere ubrændte lig, men i reglen forholdsvis få oldsager, som væsentlig består af våben og smykker.

Der hersker forskellige anskuelser om disse forskellige dyssers indbyrdes alder. Gangbygningerne samt rund- og langdysserne er måske samtidige. De første har muligvis tjent som fælles gravsteder for et steds befolkning, de sidste måske som grave for fremragende slægter. De lave, stensatte kister synes at være af en noget yngre alder.

Udbredelse
I Norden forekommer dysserne rundt om i Danmark. Alene på Sjælland har man anslået deres tal til 3.400. Men da mange dysser i bronzealderen er blevet skjult af en høj, kan tallet på dem være endnu større. I det hele er øerne rigt udstyrede med dysser. På den jyske halvøs østlige del findes mange dysser lige fra Ejderen til op imod Skagen, hvorimod deres antal aftager ind over halvøens midte, og de forekommer kun sjælden i dens vestlige egne, hvor stenalderens grave viser sig som delvis stenomsatte fordybninger under terrænets overflade, men er synlige ved en lav høj. Disse grave indeholder et til to ubrændte lig, ved hvilke ravsmykker og våben af flint og andre stenarter samt lerkar er fundet.

I Sverige optræder dysserne særlig i Skåne, Vestergötland og Dalsland. Syd for Danmark forekommer dysserne i Tyskland vest for Weichsel og langs kysterne (Riesenstuben, Hünengräber, Hünenbetten), i Holland (særlig i Drenthe), i det vestlige Frankrig (allées couvertes, chambres des géants, dolmens), på de britiske øer (cromlechs), i kystenene i Portugal og Spanien. Derimod forekommer de ikke i Europas indre, fra den østlige del af Frankrig indtil Rusland, heller ikke i Italien og Grækenland. Dysserne findes fremdeles på øerne i Middelhavet og i det nordlige Afrika, på halvøen Krim, i Kaukasus-landene, i Palæstina og Indien samt Japan. Det er sandsynligt, at den skik at opføre dysser er indført til Europa fra Asien.

Mange dysser er udstyrede med fordybede figurer, som væsentlig består af de såkaldte »skålformede fordybninger« og kors, anbragt i kredse. De tør antages på en eller anden måde at være knyttede til de pågældende gravsteder. Men i øvrigt vides endnu meget lidt om deres betydning.