kaldes det at lave forfalskninger af cirkulerende mønter og
derved skade samfundet. Sådanne forfalskninger er i dag ikke almindelige, men
har som regel en vis historisk interesse. For at hindre falskmøntneri gjorde
møntherrerne eller staterne alt, for at mønterne kunstnerisk og teknisk blev så
perfekte som muligt. Straffen for forseelsen var meget forskellig alt efter tid
og sted.
Efter middelalderen så man særlig strengt på falskmøntneri.
Brænding, rad brækning, kogning og døden ved sværdet blev almindelig - det
mildeste var afhugning af højre hånd eller brændemærkning. I Chr.5.'s Danske
lov 1683: »Understår sig nogen at slå nogen Mynt uden Kongens Forlov, eller i
nogen Måde at forfalske Kongens Mynt, hand bør straffis på ære, liv og
Gods." (6. Bog, Capitel XVIII, Art. 2).
I Rusland blev falskmøntnere i 1500-tallet henrettet ved, at
de falske mønter, de havde fremstillet, blev smeltet og hældt i deres hals. Af
kendte falskmøntnere i Danmark har vi Marsk Stig, som sidst i 1200-tallet havde
oprettet et falskmøntnerværksted på øen Hjelm ud for Djursland. Ved udgravning
er fundet mange af disse falske mønter og rester fra møntfremstillingen.
Forfalskninger af sjældne samlermønter kaldes ikke falskmøntneri men
møntforfalskning.
Lit: Ernst Nathorst-Böös: Hela värdens guv, 1973.
..