Oprindelig »Peso de a Ocho«, der på tysk kaldtes »Stück van
Achten« og på engelsk »Piece of Eight«. Dermed mentes et 8 real stykke. De
første 8 real mønter bærer Ferdinand og Isabels navne, men er først udmøntet
under Karl 1. (V af Tyskland) (1516-1588), antagelig som et modstykke til
joachimsdaleren, der holdt sit indtog fra ca.1519. Disse 8 real mønter er kun
præget i ringe mængde i Burgos, Segovia, Sevilla og Toledo og bærer påskriften
VIII, dvs. 8 real.
Først under Felipe II (1556-98) prægedes store mængder af
disse pesos. I de spanske besiddelser i Amerika prægedes fra 1500-tallet til 1800-tallet
store mængder af 8 real stykker. De første var for det meste dårligt præget på
uregelmæssige blanketter; de kaldes ofte skibsmønter, fordi man troede, at de
blev præget på de spanske skibe på hjemturen fra Amerika.
Spanierne selv kaldte dem også for »Duros Cortados« eller
»Piastras Cuadradas«. I Nordamerika blev de kaldt »Cobs«. De senere mere
regelmæssigt prægede stykker blev i Nordamerika også kaldt for spanske eller
mexicanske dollars og var forbillede for den amerikanske dollar. I det
portugisisk dominerede Brasilien hedder den patacao og i Europa: Stück van
achten, piaster eller matten.
Allerede tidligt opstod motiverne med de to Herkules-søjler
som motiv, men fra 1732 udkom den latinamerikanske type med de to halvdele af
jordkloden mellem to søjler. På søjlerne stod »PLUS ULTRA« (altid fremad), der
var Karl 1's (Karl V af Tyskland) valgsprog. I omskriften stod »VTRAQUE UM«,
som hentyder til samling af den gamle og den nye verden og den dominerende
rolle, som spanierne spillede her.
Selve Herkules-søjlerne var et symbolsk billede på Gibraltarstrædet
eller rettere på bjergene på begge sider af strædet. På grund af søjlerne
kaldtes mønterne undertiden colonato, søjlepiaster eller pilar. Mønten havde en
finvægt på 25,57 g. I 1728 var den sunket til 25 g, og 1772 var den nede på 24,43
g. I 1868 blev pesoen til et 5 pesetas stykke med en finvægt på 22,50 g.
De fleste latinamerikanske lande havde tidligere
møntsystemer baseret på real (peso), men som følge af frihedstrang er disse i
dag ændret til andre møntenheder som: quetzales, lempira, colon, sucre, bolivar
etc. Et par af landene som f.eks. Mexico, Colombia, Argentina og Cuba har
bevaret peso som møntenhed; selv Filippinerne, der var spansk indtil 1898,
bibeholdt peso som møntenhed også under den amerikanske administration. Peso
enheden ændredes 1967 til piso.
..