tabu'ret (af gammel fransk tabour, tromme) stol uden læn og rygstød.
Regencetaburet af nøddetræ med rige skæringer. Frankrig
En fransk benævnelse oprindelig benyttet om en lille tromme, hvis form minder om sædet på møblet. Det er et lavt siddemøbel uden arme eller ryg, beregnet til en person. Under Louis 16.-stilen havde taburetter normalt et firkantet sæde, sjældnere et rundt eller ovalt, monteret på fire lige ben eller ben i X-form. Sædet var polstret med silkedamask, fløjl eller lignende materiale. I Frankrig sad kongen på en stol, og privilegiet at sidde på en taburet i hans nærvær var begrænset til kongefamiliens og adelens kvinder. Den samme taburet-etikette var gældende i mange andre af Europas lande, i England fra den elizabethanske tid frem til Georg 2.s hof.
Et ældgammelt møbel med et noget nyere navn. I oldtiden brugte man taburet, som var et stykke af en træstamme eller en sten af passende facon. Som møbler var disse genstande dog noget upraktiske, fordi de var for tunge at flytte med, og derfor lettedes konstruktionen således, at man f.eks. udhulede det underste af træstammen eller gik over til et sæde båret af tre eller fire ben. De kan være tappet ind i sædepladen eller samlet i en sarg og støttet af sprosser. De gamle ægyptere havde foldetaburetter opbygget i xform, en type som uden væsentlige ændringer er blevet brugt op i vort eget århundrede. Samme type kendes også i fixeret udgave. Den anvendtes en del i renæssance og barok og kan være med rige udskæringer.
En anden yndet type taburet består af en sædeplade hvilende på to bukke, som igen holdes på plads af et par sprosser. Disse sprosser vil ofte være anbragt foroven, så de sammen med bukkene danner en slags ramme, en sarg, om man vil, og såvel bukke som sprosser er undertiden med dekorative udskæringer og udtungninger i kanten, ja, endog sædepladen kan være med udskæringer, hvorfor det må formodes, at der til daglig har ligget en hynde over den, da den ellers ville være alt andet end behagelig at sidde på. Det siges, at betegnelsen t. er afledt af det gammelfranske ord for tromme, tabour, og at årsagen til denne navngivelse var, at soldaterne på feltfod undertiden brugte trommerne til at sidde på. Små siddemøbler af trommefacon fik da navnet taburet, og efterhånden kom betegnelsen til at omfatte alle siddemøbler uden armlæn og rygstød.
Taburetter var førhen langt almindeligere, end de er nu, f.eks. var det ved hoffer og andre fornemme forsamlinger brug, at de to der var højest i rangen (konge og dronning) sad i hver sin armstol, og at den øverstes stol var rigest udsmykket, de, der kom næst i rang sad på stole uden armlæn, og efter dem kom turen til taburetterne. Folk uden for stand og rang havde at stå.
Ud over de rigt udskårne pragttaburetter fra gotik og renæssance har man skønne eksemplarer fra barok, rokoko og nyklassicisme med rige udskæringer eller gessoarbejde. De kan være malede eller forgyldte, og sædet er ofte polstret, men ses også med rørfletning. I barokken var det nærliggende at opbygge taburetter af bladværk, såkaldt fransk løv, i rokokoen tilsattes rocailler og »kålblade«, eller man nøjedes med et ganske beskedent produkt med cabriole ben.
Fra nyklassicismen ses undertiden taburetter opbygget som var de sammensat af lutter tovender. Taburetter ses også i empiren, dog bliver stole nu mere almindelige, og taburetter overlever hovedsagelig som arbejdssæde i forbindelse med aktiviteter, hvor ryg- og armlæn ville være i vejen. Som sådanne finder vi dem stadig.
Fra renæssancen kendes taburetter med smedet jernstel, de har gerne en læder- eller stotbetrukket pude på sædepladen, og benene kan være forlænget op i staffe, der afsluttes med messingkugler. Fra anden halvdel af forrige og begyndelsen af dette århundrede har man støbejernst., de brugtes almindeligt på trappeafsatser, på gravsteder og andre steder, hvor man kun skulle sidde et øjeblik, og hvor det var påkrævet, at møblet var af en solid konstruktion samt dertil så tungt, at det ikke var alt for fristende at fjerne det. - Se i øvrigt scabello og skammel.