Windsorstol, pindestol hvor armlænene dannes af tværtræ over
stoleryggen; i Engand siden begyndelsen af 1700-tallet.
Windsorstol med cabriole ben og gennembrudt rygbrædt. 1700-tallet. (Carl Skånstrøm).
Windsorstol eller pindestol, berømt engelsk bondemøbel fra 1700-tallets begyndelse og stadig lige populært. Den tidlige udgave med rygstivere fik efter 1750 tønderyg. Senere georgianske typer havde et hjul eller prins of Wales-fjer i ryggen. Windsorstole fremstilledes af billige træsorter, benene af bøgetræ, sædet af elmetræ og rammen af taks- eller asketræ.
Typen har sædeplade med itappede, oftest skråtstillede ben, der støttes af sprosser. På den klassiske w. udgøres armlænene af et hesteskoformigt tværtræ, der går over stoleryggen og bæres af pinde. På de ældste windsorstole ender ryggens pindekonstruktion i et kopstykke, og sædet forlænges bagtil ud over lænet for at danne støttepunkt for et par stivere, som skal befæste den spinkle ryglænskonstruktion. Omkring 1750 bliver »tønderyggen« almindelig: Her udgøres ryggen af et buet rammetræ, hvori pindene er tappet. - En del windsorstole har for bekvemmeligheden et smalt ryg bræt, og nogle mangler armlæn.
Antagelig går windsorstolen tilbage til anden halvdel af 1600-tallet, og er oprindelig et resultat af mangel på egnet træ. På gamle håndlavede stole er sædet således for det meste af elm, pinde og ben af bøg og rammekonstruktioner af taks. På senere industrielt fremstillede eksemplarer, er der overalt brugt samme slags træ. Windsorstole kan have noget stil-præg, ikke mindst på ryg brættet samt på benene, der enten kan være profildrejede eller skårne og cabriole. Typen laves den dag i dag og er siden ca. 1850 tilvirket på fabrik.