Logo

Japansk kunst

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Japansk kunst

Illustration 1-4 eksempler på ældste japansk bygningsstil

 

japansk kunst oprindelig gren af kinesisk kunst; buddhistisk trætempel arkitektur med verdens ældste træbygning; træ- og bronzeskulptur; vægmaleri; vandfarve- og tuschmaleri på papir- og silkerullebilleder med intim natursans, udpræget dekorative egenskaber og humor; metalhåndværk, lakkunst og porcelæn; træskårne masker til nodramaet.

 

Det japanske farvetræsnit af afgørende betydning, for europæiske malere fra og med impressionismen, træ- og papirsarkitekturen for europæisk funktionalisme i beton og glas. Suiko-periode 580-650, Hakuoho-periode 650-720, Tempio-periode 720-810, Joganperiode 810-980, Fuiiwara-periode 980-1170. Kamakura-periode 1170-1350, Ashikaga-periode 1350-1570, Momoyama-periode 1570-1630, Tokugawa-periode 1630-1867, Meji-periode 1868-1912.

 

Japansk kunst 7

Illustration: 5. shintohelligdom fra omkring 600, 6. stoftryksmønster, 7. pagode (opført 718 efter ældre model),

 

Japansk kunst Japansk kunst

Illustration: 8. kvinde-dragter, 9. kriger.

 

Nippon-øhavets geografiske beliggenhed, på en gang forbundet med og adskilt fra fastlandet, blev en af de bestemmende faktorer for den kunstneriske udvikling, som i store træk falder sammen med Vestens, skønt udtryksmåden og kilderne er helt forskellige: kineserne og inderne spillede i Østasien den samme igangsættende rolle som grækerne og romerne i Europa.


Kunsten i Japan opstod omkring V. årh. samtidig med buddhismens indtrængen, og den udvikledes først og fremmest i klostrene indtil X. årh. Sammenbruddet af det kinesiske kejserdynasti T'ang forårsagede et momentant brud i idéformldlingen med kontinentet, og den japanske kunst, som lidt efter lidt havde gjort sig fri af primitive påvirkninger, antog en national karakter, som blev stærkere henimod det XIV. årh. Den japanske renaissanee (XV.-XVI. årh.), som søgte at befri sig for den religiøse afhængighed, mundede i XVII. årh. ud i den klassiske periode, som nåede sit højdepunkt i XVIII. årh. Det XIX. årh. havde mange store kunstnere, især landskabsmalere. I sin helhed er japansk kunst karakteristisk ved sin raffinerede og skarpe humoristiske sans, sin realisme, sin dybe kærlighed til naturen og sin poesi.

Arkitektur: Den japanske arkitektur må ses på baggrund af det klima, hvori den er opstået: stærk kulde om vinteren, tropisk varme og kraftige regnskyl om sommeren og hyppige, voldsomme orkaner, der raserer landet. Som værn mod varmen har japanske arkitekter siden VI. årh. anvendt den kinesiske metode at anbringe flere tage over hverandre kombineret med deres egne pælekonstruktioner.


På grund af de hyppige jordskælv, som gør anvendelsen af sten eller mursten farlig, har træ altid været det foretrukne bygningsmateriale. Det japanske hus har hverken fundament eller mure, men er rejst over en firkantet grundplan i tømmerværk, inddelt i 4 skillerum dækket af rispapir. To af disse rum åbner sig mod overdækkede terrasser, som tillader en at nyde udsigten og landskabet, samtidig med at man forbliver i skyggen. Det hele er dækket af et stort tag, malet i forskellige farver, fortrinsvis blå, rød og sort. Denne byggestil er anvendt såvel til almindelige som religiøse bygninger, og pagoder og templer fremtræder herved som en Integrerende del af det omgivende landskab.

Skulptur: Billedhuggerkunsten opstod i Japan samtidig med buddhismens indtrængen. Den var religiøst inspireret og nåede snart et højt stade. Man opgav hurtigt at arbejde i sten, og brugte i stedet bronze og træ. Den berømte Buddha-figur i forgyldt bronze, lavet af Tori i 623 og Amida-figuren i træ, lavet af Jocho (XI. årh.) taler tydeligt deres eget sprog. Parallelt med den buddhistiske skulptur viste der sig fra slutningen af VIII. årh. en mere realistisk tendens.


Statuerne af kærlighedsguden Hotei, skønhedsguden Ben-Teu og krigsguden Shikkondo-Shint udtrykker et intenst liv og en voldsom, undertiden næsten dæmonisk energi, som står i stærk modsætning til de buddhistiske skulpturers harmoniske ro, og viser en anden side af den japanske karakter. I XII. årh. kulminerer billedhuggerkunsten. Den store Buddha fra Kamakura (1252) bærer allerede præg af den nedgangsperiode, som varede til XVII. årh., hvorefter behovet for en klassisk kultur genskabte den figurative kunst. Fra denne periode stammer også de berømte træmasker fra No-theatret.

Malerkunst: Hvis man ser bort fra de buddhistiske fresker (VI.-XI. årh.) er japansk maleri fra XII. årh. og fremefter udelukkende bestemt for udsmykning af husene. Maleri blev udført på silke eller papir. Ligesom de kinesiske malere ignorerede japanerne reliefvirkningen, clair-obscur og perspektiv i europæisk forstand. Det viser sig først i det XIX. årh., hvor en betydelig påvirkning af vestlige kunstnere kan spores. Den japanske billedkunst er inddelt i forskellige skoler, af hvilke kan nævnes: I XII. årh.: Yamato. I XIV. årh.: Takuma. Fra XIV. til XVII. årh.: Kano-skolen, grundlagt af Kano Masanobu (1453-1490), påvirket af kinesiske traditioner og med motiver hentet fra naturen. Til denne skole hører de første landskabsmalere (Sansetsu, Sesshu, Tanyu, etc.). I modsætning hertil står Tosa-skolen, som er typisk japansk og med visse akademiske tendenser (Mitsuoki, Sotatsu, Koyetus).


Parallelt med disse to traditioner udvikledes af Matahei (XVI. årh.) en uafhængig skole, Oukiyo-Ye, hvis kunstnere lod sig inspirere af det folkelige liv. I XVIII. årh. grundlagde den dekorative malerkunsts store mester Korin (1661-1716) sammen med Okyo (1733-1795) en naturalistisk skole, og Sosen (1747-1821) fortsatte ad denne vej. I slutningen af XVIII. årh. forenedes malerkunsten med forskellige former for tryk (træsnit, silketryk), som japanerne beherskede til fuldkommenhed. Af kunstnere, som arbejdede i denne teknik, kan nævnes: Moronobu (1638-1714), Massanobu (1685-1764), som var den første, der brugte farver, Shunsho (1726-1792), Kiyonaga (1742-1815), Utamaro (1754-1806), Hokusai (1760-1849) og Hiroshigue (1792-1858). De sidstnævnte tilpassede et europæisk perspektiv til den japanske udtryksmåde.

Kunsthåndværk: De små nipsting og figurer, i virkeligheden brugsgenstande, (se Netzuke), er alle kunstværker. Den betydning, man har tillagt udsmykningen af huset, viser sig i den varitatlon og rigdom af lakarbejder, som. kendes. Man bør også nævne silke- og bomuldsstoffer, smykker, keramik, porcelæn, etc. Ingen andre lande har været i stand til så fuldstændigt at assimilere udenlandske påvirkninger og deraf skabe en original kunst, som siden har influeret andre folk, hvis sæder og skikke afveg fundamentalt fra de japanske.




Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (2 stemmer)
Siden er blevet set 2.120 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Når du skal lave mad, hvad bruger du så?
Effektiv reklame - klik her