Logo

Akantus

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook
Akantus

Planteornament opkaldt efter den tidselagtige akantusplantes fligede blade. Ornamentet er af gammelromersk oprindelse og især kendt for dets anvendelse i den korinthiske søjlekapitæl. I renæssancen og barokken blev akantusornamentet taget op igen og vandt stor udbredelse, i Danmark omkring 1660-1700. Ornamentstilen kaldes ofte for hof- eller blomsterbarok p.gr. af stilens forkærlighed for prangende blomster som tulipaner, roser eller solsikker.

Akantus - tornet plante, hvis brede, tungede blade er karakteristiske for ornamentikken på de korintiske kapitæler. Se Søjleorden.
 

Akantus: det væsentligste bladornament, antagelig opbygget med akantus spinosus som forbillede. Den dyrkedes allerede i oldtiden som prydplante i Sydeuropa, hvor den stadig er almindelig. Akantus-ornamentet dukker op i tiden mellem 500 og 400 f.Kr.


I oldtidens Grækenland og Rom blev akantus et meget anvendt ornament, men det behandledes aldrig ganske naturalistisk. Den romerske akantus var mere svulmende og blødere i formerne end den lidt "tørre" græske. På den romerske akantus ligger bladene tilmed ofte så tæt, at stængel er udeladt. Den ornamentale akantus har gerne et ganske andet forløb end den naturlige. Det var således almindeligt, at man opbyggede slyngede ranker med akantus-blade. De egnede sig fortrinligt til friser og til at dække flader. Til dette formål kunne man lade akantus-ranker skyde op blandt store fodblade fra en kurv eller vase og så lade dem brede sig ud over fladen.

 

Akantus 


Ornamentet bevarer sin betydning helt op i 1900-tallet, og det præger barokken i den grad, at den del af den, der falder mellem ca. 1660 og 1700 undertiden benævnes akantus barok. I den tidlige barok udvikles i Frankrig det såkaldt franske løv: Det består af rigt svungne, fligede blade, der ofte synes også at have nogen forbindelse med vinløv. Imellem bladene, der breder sig ud i en fyldig, men alligevel let ornamentik, ses morgenfruelignende blomster. Det er imidlertid ikke usædvanligt, at der fra en blomst opvokser en nøgen menneskeoverkrop. 


Det franske løv anvendes i England, Tyskland, Nederlandene og Skandinavien, men det udformes her noget tungere, og der fremvokser ofte solsikkeblomster, tulipanhoveder, roser og narcisser af samme stængel, som bærer akantus-bladene. Selv drueklaser forekommer, og det er ikke ualmindeligt, at der optræder putti og fugle mellem bladene.

 

Især i Norge får akantus-rankerne stor betydning inden for folkekunsten, hvor "rankeskæringer" hører til den almindeligste ornamentik langt op i 1800-tallet. Billedskærere med dette speciale kaldtes rankesnidere. 


Også inden for metalarbejder og malede dekorationer har akantus spillet en væsentlig rolle. I regencen suppleredes akantus ofte med båndornamenter, klokkeblomst-ornamenter og festons. Man kalder undertiden denne retning for båndakantus. I rokokoen bruges de meget fligede, krusede blade stadig, men det er efterhånden vanskeligt at genfinde nogen egentlig akantus-karakter deri. I klassicismen afklares ornamentets former atter efter forbilleder fra antikken.


Akantus 

Korinthisk kapitæl med akantusblade.

 

I arkitekturen i antikken og renæssancen var akantus (latin Acanthus) et almindeligt bladornament. Formen blev udviklet ud fra væksten blødakantus (Acanthus mollis), som har tykke, fligede blade.

I den græske kunst blev væksten optaget som ornamenter omkring 400 f.Kr. og blev omdannet til det formodentlig mest varige ornamentale element som kunsthistorien har haft kendskab til. Det blev anvendt i kapitælen i to af de klassiske kolonneordner, den korinthiske og kompositae. Den fortrængte lotusblomst som var et vigtigt ornamentalt element i egyptisk kunst, og i den romerske kunst var der blevet forvandlet til en lette genkendelige, abstraherede motiver som, med sin tilpasningsevne, kunne antage forskellige former afhængig af den arkitektoniske sammenhæng.

 

Akantusbladet kommer tilbage som motiver i løbet af mere end 2.000 år i middelalderens, renaissancens og 1800-tallet kunst. Det er særligt almindeligt i skulptur, træ udskæringer og friser.

 

Akantus Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info, reparation, restaurering, mønter, gamle huse, leksikon, stilarter, fagudtryk - Alt er samlet her i antikABC.dk

 

........................................................................................................................

 





Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (1 stemmer)
Siden er blevet set 902 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
• ThreepenceThreepence er en engelsk sølvmønt indført 1551 sammen med crown, halfcrown og sixpence...

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Smæk insektet!