oprindelig var b. blot en løs dolk med et cylindrisk skaft, som man stak ind i løbet på en bøsse. På den måde blev geværet omdannet til et nærkampvåben.
Det siges at være spanierne, der omkring 1580 opfandt b. Efterhånden vandt den indpas i alle europæiske hære - i Sverige og Danmark dog først ca. 1690. Den ældste type er spunsb., som har et cylindrisk fæste, der ved klingen vulster ud, så det kan presses godt fast i løbet. Klingen kan være kantet eller flad, og der er korte parerstænger, som forhindrer b. i at glide ned i bøsseløbet. For at gøre systemet mere sikkert, prøvede man at forsyne det yderste af bøsseløbet samt bajonetfæstet med en skruegang, men da den forringede skydeegenskaberne væsentligt og var meget sendrægtig at arbejde med, blev den opgivet. I stedet gik man over til sværdb., den har på siden af fæstet en ring, som passer over bøsseløbet, og dette er så igen påsmedet en ring, hvori b.'s fæste kunne stikkes. Sværdb. har en lang, flad, jævnt tilspidsende klinge.
Klapb. - eller springb. forsøgte man sig også med. Her foldedes klingen ind under geværløbet og kunne atter vippes frem og fikseres. Systemet var dog for sårbart, og det ideelle viste sig at være dølleb., som dukkede op i Frankrig i anden halvdel af 1600-tallet. Her har b. en bred ring, som kan skubbes ned over bøsseløbet. I ringen er en udskæring, og på løbet en tap, som passer deri, man kan så dreje b. fast på løbet. D. er indrettet således, at klingen udgår fra siden af ringen så den ikke sidder i vejen for løbet, og der kan også skydes med bøssen, når b. er påsat. Klingen er næsten altid med trekantet tværsnit.
Omkring 1850 kom knivb. og sabelb. frem. De har parerstang fortil, og den bageste parerstang er omdannet til en ring, der passer til bøssepiben. En rille i skæftet og en tilsvarende tap på bøsseløbet hindrer b. i at skride. - Sådanne typer var i brug til omkring anden verdenskrig.