Logo

Stol

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Tip en venFacebook

Stol

Et par frisiske armstole med drejede ben og sprosser samt rigt udskårne kopstykker. 1800-tallet

 

Fra det gamle Ægypten kendes klapstole, i øvrigt også fra danske bronzealdergrave. Oprindelig var stolen et æressæde for husherren eller den fornemste gæst. De forskellige stilarter har udtrykt sig tydeligst i stolene, især fra gotikken og fremefter. Renæssancestole har lave rygge, og armstole kendes ikke. Tidlige barokstole var lave med brede rygge og drejede ben, men mindre og lettere end renæssancestolene. Bruskbarokstolene var høje - som beskyttelse med kulden fra gulvet - og smalryggede med udskåret kopstykke, lavt sæde (ofte rørfletning), lige eller drejede ben, men mere repræsentative end magelige. De var beregnet til at stå langs væggene og aldrig om et bord. De findes hyppigst parvis eller i sæt på seks eller flere. Under rokokoen polstres stolene og bliver magelige. Louis Seize-stole udmærker sig ikke ved bekvemmelighed. Det gør empirestolene med drejede forben og svungne armlæn heller ikke. Christian 8.-stole er gode at sidde i og med deres varme mahognifarve og bløde polstring særdeles hyggelige.

Højrygget armstol af nøddetræ. Frankrig. barok


Et siddemøbel, der går tilbage til oldtiden. Man har f.eks. fundet s. i ægyptiske gravkamre og billeder deraf på vægmalerier.
Oldtidens s. adskiller sig egentlig ikke stort fra nutidens, de fleste har fire ben, dog har man også brugt trebenede typer, der kunne stå fast på et ujævnt gulv. Hos ægypterne udførte man ofte s. i ridedyrs lignelse, således at de havde ben kopieret efter dyrenes.
Ægypters. ryg var af rammekonstruktion med ifalsede brætter, som endog undertiden buer efter den menneskelige rygs facon. Sædet var en ramme med udspændt fletværk af seje plantefibre eller træspåner. Pladesæder forekom også.
Fra oldtiden kender man ydermere kasses., kubbes. og stolpes.
Indtil renæssancen var s. sjældne møbler. Før den tid sad man mest på bænke eller kister. S. udvikledes derfor ikke meget, før den i renæssancen vandt større udbredelse.
Den enkleste måde at samle en s. på, er at tappe benene ind i en sædeplade. Imidlertid har denne konstruktion en kedelig tendens til at blive løs, efterhånden som træet tørrer. Derfor har man ofte foretrukket at samle i en sarg, som støtteforanstaltninger går der måske sprosser mellem benene, og indtil barokken forekommer det næppe, at sprosserne krydser hinanden. De går lige mellem hvert benpar. Undertiden kan der dog mellem for- og bagsprossen eller mellem sidesprosserne gå en tværsprosse.
Mellem forbenene på en s. kan der sidde et forbræt, som undertiden er rigt udskåret. Et tilsvarende agterbræt ses sjældnere dekoreret, dog forekommer det af og til på sydeuropæiske renæssances.
Der er forskel på udformningen af s. i de europæiske lande i renæssancen. I Spanien holder man sig til fraileros (se klaps.). Det er felts. der, efterhånden som renæssancen skrider frem, fikseres. Den enkle form bibeholdes imidlertid.

 

Armstol af hollandsk type. Frankrig 1600-tallet
Italiens renæssance s. kan for nogle typers vedkommende minde om de spanske. Ellers har man forskellige kuruls. og nogle ret stejle typer med pladesæde på en sarg, hvis forrigel kan være rigt udskåret i lighed med forbrættet og den forsprosse, som muligt er anbragt længere nede. Mellem agterstaffene - de forlængede bagben - er anbragt et eller to tværgående ryg brætter, som ligeledes kan være udskårne. Agterstaffene rager gerne et stykke op over øverste rygbræt og ender i et ornament, f.eks. et akanthusblad oprullet i en volut.
En s.-type kaldes Andrea del Sarto-stolen, fordi den ses på et billede malet af denne kunstner. Den har halvcirkulært sæde evt. med en buet indskæring fortil. Den forekommer både med benene tappet ind i sædepladen og med sarg. Ryggen er hesteskoformet og hviler på balusterdrejede støtter. Endelig har man i Italien kasses. med høj ryg. Kassens forside er som regel udeladt.
I Frankrig træffer vi også s.-typer afledt af kasses., således caqueteusen og no,gle meget kraftige s., hvor kassesiderne efterhånden er skrumpet ind til brede sprosser etc. Undertiden har disse s. et arkitektonisk udformet forbræt med søjlebårne buer, og motivet gentages evt. på ryggen. Forneden mellem benene er der gerne en svær fodramme. Nogle af disse s. har et ganske smalt rygbræt. Kopstykket er gerne udskåret med bladværk, maskeroner og pinakler, eller det er svunget som en vælsk gavl på et renæssancehus. Armlænene er svejfede og hviler fortil på et par balustre. Sædet er en plade, og det hænder, at man mellem agterstaffene har indsat en plade med en portrætmedailIon i relief.


Ligeledes en fikseret udgave af den spanske frailero møder vi i Frankrig samt en type, der minder om den hollandske renæssances. med enkle drejede ben, lige så enkle agterstaffe og et ret højt ansat ryglæn. Hertil kommer nogle enkle, ret høje s. med runde, drejede ben forbundet med sprosser. Der er sarg og pladesæde, og ryggen er åben, rammeformet.
De nederlandske s. er rolige, bekvemme møbler ofte med bredt sæde og lave armlæn. I nogle tilfælde kan ryggen tillige være besynderligt lav. De fleste hollandske s. er med polstret læderbetrukket ryg og sæde. I mange tilfælde er der to hold sprosser hele vejen rundt, hvilket gør konstruktionen stabil. Benene er runde, firkantede eller balustredrejede.
Allerede i renæssancen finder man høje, ret smalle og lavryggede kontors. i Holland.


Ved siden af disse sparsomt dekorerede typer, har man stive s. med pladesæde på sarg og udskåret, evt. gennembrudt forbræt. Ryggen er opbygget således, at der mellem agterstaffene går to arkader - buerækker med gennembrydninger og hvilende på balustre. Kopstykket er rigt udskåret. Også en foldestol-type med to x-formige bukke og arkaderyg forekommer.
I det sydlige Tyskland, Østrig og Schweiz er det i renæssancen mest italienske s.-typer, man træffer på. I Nordtyskland er det hollandske og - sjældnere - franske modeller. I Skandinavien følger man stort set Holland, ligesom kuruls., kubbes., kasses. og stolpes. forekommer. De hollandske typer har dog gerne pladeryg og pladesæde i stedet for polstringer.
England holder sig renæssancen igennem mest til hollandske og franske s.-typer. Stolpes. får imidlertid her en speciel opbygning med trekantet sæde og tre ben, men med firkantet ryg og armlæn, der bæres af et kompliceret sprossesystem. Særpræget er ogsåen engelsk foldes. med to sammenklappelige x-formige bukke, klapsæde og klapryg, som holdes på plads af et par skråstivere.
I Spanien holder fraileroen endnu stand i barokken. Den har nu oftest ryg og sæde af pladekonstruktion eller polstret sæde og ryg samt agterstaffene forlænget op som ved italienske renæssances. Ved siden heraf forekommer nogle meget enkle stolpes. med stigeryg og et kopstykke, der foroven går over i en stor cirkulær plade med udskæringer. Agterstaffene er forlænget op næsten i højde med pladens overkant og ender i et par profildrejede pinakler. Sædet er flettet af plantefibre og udspændt mellem fire sprosser. I øvrigt er der stor sprosserigdom mellem benene og et yppigt udskåret forbræt. Ofte er disse S. malede i stærke farver.
En type barok s., som også ses i Portugal, har høj læderbetrukket ryg, der på kopstykke og bundstykke svejfer henholdsvis op og ned i kraftige buer. Agterstaffene ender i små metalpinakler, og ryg og sæde prydes i kanterne af vældige messingsøm. Benene er balustredrejede og med store firkantede klodser, hvor sprosserne går ind. Fødderne er store, klodsformede og for forbenenes vedkommende med grove riller, der skal få dem til at minde om dyrepoter. Forbrættet er yppigt svunget.
En spansk s., der nok kan minde om de hollandske, har ryg med tre arkader over hinanden. Hovedparten af de spanske barok S. har bevaret renæssancens stive konstruktion, men nogle af dem har elegant svungne armlæn som italienske og franske barok s.


Italienske barok S. er for de provinsielle typers vedkommende ret stilfærdige og står ofte renæssancens S. nær. Ryggen kan have agterstaffene forlænget op over det udskårne kopstykke, og lidt længere nede er der suppleret med et tværgående rygstykke. Mellem forbenene erstatter et lavt ansat forbræt forsprossen. Sædepladen hviler på en ret spinkel sarg. Især i Norditalien har man brugt s.-typer mindende om de hollandske.
Højryggede arms. af fransk grundtype med polstret stofbetrukket ryg og sæde, er meget populære blandt barokkens italienske højerestand. Udformningen er rent italiensk: forben og forstaffe kan være udskåret som putti, vildmænd, kvindeskikkelser, fugle eller drager, og ikke sjældent er forbenene skåret som et par støvler. Armlænene kan ligeledes være af menneske- eller dyreform. Undertiden er de også udskåret som bladværk eller som en kaprifolieomslynget træstamme. I nogle tilfælde er hele S. opbygget af akanthusløv, og på visse typer breder ryggen markant ud foroven.
Disse voldsomme S. dominerer i slutningen af 16- og begyndelsen af 1700-tallet. Typen fortsætter for så vidt, men formerne bliver efterhånden roligere og mere afdæmpede. Man begynder at krydse sprosserne under sædet, og stedet, hvor de mødes markeres med en pinakel, en blomsterkurv eller et andet udskåret ornament. Benene er nu gerne firkantede, balusterformede og har foroven en markant udposning. Forstaffe og armlæn kan være som moderat blad- og stængelværk.
Også nogle lave kurul-inspirerede lænes. ses i 1700-tallets begyndelse. De har for- og agterstaffe, der svinger markant henholdsvis fremad og bagud. Både ryg, sæde og armlæn er polstrede.


Den franske barok arms. er højrygget med polstret ryg og sæde betrukket med fløjl, brokade, gobelinstof etc. Armlænene, som sjældent er polstrede, buer nedad på midten og løber oftest sammen med forstaffene i en bladværksvolut. Benene kan være svungne eller drejede, men de er nok så ofte firkantede balustre. Sprosserne er måske x-stillede, eller et par sidesprosser buer indad mod midten og forbindes på det korteste sted med en tværsprosse. Der er udskåren ornamentik, men aldrig så dominerende som på de italienske s.

 

Windsorstol med dele af ben og sprosser drejet i facon som bambus. 1800-tallet (Carl Skånstrøm).


Spisestues. er lettere og står ikke de hollandske fjernt. Sædet, som er flettet af tynde simer, bæres af sargen, den er tappet ind i benene, som går en smule op over den. En anden type har læderbetrukket sæde. Ryggen er høj, og de fritstående agterstaffe er med en sprosse forneden og kopstykket forbundet med et rygbræt. Dette har enten i midten en medaillon, som er udfyldt med rørfletning eller en polstret pude betrukket med gyldenlæder eller stof. Kopstykket er ofte udformet som to liggende S-formige bladornamenter, der i midten samles i et blomsterornament.
I den tidlige barok holder hollænderne i nogen grad fast ved renæssancens typer, men ben og sprosser, der før var balusterdrejede, bliver nu med proptrækkersnoninger. Lidt senere antager armlænene svungne former, og ryggen vokser i højden. En meget yndet s. har frie agterstaffe og et rektangulært rygbræt hvori ses en medaillon med rørfletning. Sædet er rørflettet eller af tynde simer. Almindelige er også højryggede s. uden armlæn og med rørflettet ryg og sæde. Forbenene er kraftigt svungne dyreben eller af form som et omvendt S. De forbindes med et rigt udskåret for bræt.
Folkelige s. fra Nederlandene adskiller sig en del fra de omtalte møbler, som tilhører højere standen. Almindelige er nogle ret lette s. med drejede ben og agterstaffe, simesæde og stigeryg eller ryg med tynde drejede tremmer mellem kop- og bundstykke. Det er efterkommere af stolpes. Man har dem også i lidt tungere udgave med armlæn og udsavet forbræt. Endelig må fremhæves den ejendommelige borgmesters., der dukker op pågrænsen mellem renæssance og barok.


Inden for tysk område er det i den sydlige del stadig italiensk inspirerede møbler, man ser. Dog er de mere stilfærdige i formerne end forbillederne og noget konservative. I bruskbarokken har man dog s. med den typiske vrængmaskeornamentik, der mest kommer til udtryk på kopstykke og forbræt. Nordtyskland præges stort set af hollandske typer, som dog gerne gøres lidt sværere. En yndet arms.-type har høj, firkantet, læderbetrukket ryg samt læderbetrukne armlæn og sæde. Undertiden ses sådanne s. udstyret med øreklapper. Benene er skiftevis med drejede og firkantede partier, og de firkantede har grove kannelurer.
I Skandinavien byder den tidlige barok mest på s. af hollandsk type: ben og sprosser er proptrækkersnoede, sæde og ryg polstrede og betrukket med læder eller stof. Der gives dog stadig mange s. med pladeryg og pladesæde. Senere i barokken følger man stadig Nederlandene, men der kommer tillige en kraftig engelsk påvirkning, og fransk møbelkunst gør sig i nogen grad gældende. Meget udbredt er typen med frie agterstaffe og rygbræt.
I Norge frembringes nogle ganske dejlige s., hvor ryg og sæde er betrukket med gyldenlæder. De yppigt svungne forben ender i dyrepoter og forbindes med et rigt udskåret forbræt. Undertiden er der svungne armlæn. Hovedparten af disse s. er med hel ryg, men man kender dem også med fritstående agterstaffe og gyldenlæderpolstret rygbræt. Pålidt mere konservative eksemplarer har man brugt balusterdrejede ben, uden at denne lidt strengere konstruktion ellers er slået igennem på møblet. Kopstykke og forbræt er udskåret med »det franske løv«, og mellem bladene kan sidde fugle evt. med bær i næbbet.
Fra Sverige kendes også en rigdom af smukke baroks. - hovedsagelig engelske og hollandske typer. Der ses dog også s. i den franske maner med høj firkantet polstret ryg, polstret sæde og svungne armlæn. Tidligt i 1700-tallet går man i udstrakt grad ind for queen Anne-prægede s. Populære i hele Skandinavien er krones.


Tidlige engelske barok s. minder meget om de hollandske og franske, men snart begynder man at frigøre sig, hvilket gælder ikke mindst for arms. vedkommende: de bliver kraftigere polstret, får oven på sædet en tyk pude, og rummet under armlænene lukkes med stopning og betræk. Tillige udstyres de ikke sjældent med øreklapper. Hvor man ellers i det nordlige Europa går mest ind for læderbetræk, foretrækker englænderne fløjl og andre bekvemme stoffer. Betrækningen af s. er altid udført med rigelige mængder stof, som måske rynkes sammen i kanterne og smykkes med agramaner og klunker.
Den hollandske baroks. med agterstaffe og rygbræt, udvikles i England omkring 1700 til en mere bekvem type, hvor såvel staffe som rygbræt får svaj efter den menneskelige rygs form (se hoop-back). Kopstykket bliver jævnt buet med stilfærdig ornamentering, ryg brættet gøres ret smalt og får kraftige indskæringer. Forbenene bliver cabriole ofte endende i hestehove eller bukkeklove. To side sprosser forbindes måske med en tværgående - alle af delikat buet facon, men sjældent med udskæringer. Man laver også uhyre enkle s. med både for- og bagben let cabriole, med rektangulær polstret ryg samt polstret sæde. Denne sidste type ses også med læderbetræk, og på lidt senere eksemplarer dukker claw-and-ball-motivet op som benafslutning.
I regencen lettes s. Sprosserne bliver færre og spinklere, og man går ofte over til at længdedele ryggen i to afsnit således at agterstaffe og rygbræt tilsammen kommer til at danne to rammer i hvilke der udspænde s rørfletning. Det roligt svungne kopstykke har diskrete bladværks-udsmykninger. Polstrede rygge er almindelige, de svajer for det meste lidt ind på midten, således at s. får en smule talje. Sæderne er polstrede eller med rørfletning.
Regencens væsentligste ornament er muslingeskallen, den ses hyppigt på kopstykket af s., og det er almindeligt, at den rykker ned på kopstykket i stedet for at prange oven på det. Benene er gerne cabriole, og foran på sargen finder vi evt. også en muslingeskal samt lidt diskret bladværk. På kontinentet har man endnu ikke fundet frem til clawand-b all-motivet. Benene ender i hove, klove, kløer eller club-feet. Den »engelske ryg«med agterstaffe og rygbræt, som buer efter menneskeryggen, forekommer stadig hyppigere.
I England har s. i Queen Anne-epoken og første del af den georgianske periode opnået en særdeles elegant form: konstruktionen er let og bekvem, agterstaffene buer fint, rygbrættet er dekorativt udsavet og har måske foroven en lille hesteskoformig gennembrydning. Kopstykket buer evt. lidt ned påmidten eller er udstyret med en beskeden kam. Armstolene har ikke længere sprosser mellem benene, som i mellemtiden er blevet mere udpræget cabriole. Sargen har udsvejfninger, og det samme gælder de spinkle armlæn samt agterstaffene.


Det er denne type s., der bliver forbillede for den skandinaviske rokoko arms. Her er der blot anbragt lidt rocailler og en muslingeskal - undertiden skæv - på kopstykkets midte for at tilpasse møblet stilarten. Englænderne bibeholder de behagelige polstrede s., og en type med læderbetrukket sæde og ryg samt øreklapper og flade, svungne armlæn har stor udbredelse. Windsors. er også i brug i salonerne i en akklimatiseret type med cabriole ben og svungne armlæn.

 

Rokoko armstol. antagelig Frankrig (Gammel Estrup)


Det er i Frankrig, rokokoen opstår. Her har man i regencen stort set holdt fast ved den egentlige baroks typer, blot er konstruktionen lettet, benene er blevet cabriole og udsmykningen mere diskret. I rokokoen bliver ryggen på s. lavere og ofte bredere, man holder imidlertid fast ved indsnævringen på midten. Ryg og sæde er gerne polstrede. Man bruger sjældent claw-and-ballafslutning på møbelbenene, men lader dem i stedet ende spidst eller som en lille elegant bladværksvolut. Sargen er svunget og buet, og har s. armlæn, er de ligeledes polstrede og svungne. Midt på det diskret profilerede kopstykke er der evt. lidt floral dekoration og rocailIer. Det samme er tilfældet midt på forrigelen samt foroven på forbenene. Sprosser mellem benene ses sjældent.
Sydeuropæisk rokoko s. afviger en del fra de nordligere eksemplarer. I Portugal f.eks. er de ofte højere og stejlere. Man benytter sig i nogen grad af engelske typer, men er tilbøjelig til at dekorere dem rigere end forbillederne. Især kopstykkeudsmykningen, som englænderne for det meste udelader eller gør meget diskret, er her særdeles yppig. Franske typer forekommer ligeledes, de blandes dog ofte med engelske forbilleder således, at s. f.eks. kan have en rygramme af fransk facon udfyldt med engelsk båndværk. I Spanien får rokokostole af fransk eller - mest engelsk type en særegen udformning med meget tætte mauriskprægede udskæringer. I såvel Spaniens som Portugals syd- og mellemamerikanske kolonier viser rokokoen stor egenart. I Brasilien f.eks. bliver s. af engelsk type så overornamenterede og benenes og ryggens svejf så voldsomme, at man efterhånden har svært ved at erkende forbilledet. I Mexico sætter man ofte forparten af en engelsk s., udskåret og med claw-andball-fødder til en ganske jævn bagpart tappet sammen af let skråtstillede brædder. Kopstykket er udskåret med overdådigt bladværk, som sjældent har egentlig rokokokarakter.
Italienerne har rokokos. i både engelsk og fransk stil. Undertiden er de dog dristigere i formgivningen med kraftigere svejf i ben og ryg. Ikke mindst den venetianske rokoko kan være elegant.
Tysklands rokokos. laves både efter engelske og franske forbilleder. Udskæringerne er her ofte så yppige, at de begrænser møblets anvendelighed. Mest diskrete og funktionelle er de nordtyske rokokos.
I Skandinavien er vi påvirket af både den engelske og den franske rokoko, men vore s. er for det meste noget tungere og mindre elegante end forbillederne. Man ynder en kraftig, helst forgyldt midterdekoration på såvel kopstykke som sarg. Et konservativt træk ved nordiske s. er, at man i nogen grad holder fast ved gyldenlæderet som betræk, hvad man for længst er gået bort fra andre steder.

 

Dansk rokokostol med forgyldte udskæringer og lædersæde (DGB).


Der forekommer rokokos. af fransk type i Holland, men man foretrækker mest engelske typer, som pryde s med intarsia eller marketteri. Den engelske claw-and-ball er på hollandske s. ofte erstattet med en hov- eller klovfod.
England går helt sine egne veje i rokokoen, og Chippendale er blandt dens betydeligste fortolkere. Han går i hovedsagen ind for en ftrkantet ryg, hvor agterstaffene foroven svejfer elegant ud og mødes med kopstykket. Rygbrættet er opløst i stav- eller båndværk, hvilket får konstruktionen til at virke let. Undertiden anvender han også stigeryg - ladder back - med elegant svejf og måske med ribberne udformet som bånd. Sædet er bredt og buer undertiden ned på midten. Eventuelt forlader man de cabriole ben med claw-and-ball og sætter i stedet firkantede stolpeben glatte eller med udskæringer. Materialet er fortrinsvis mahogni fra San Domingo. Er der armlæn, ender de gerne midt over sædet. Staffene er her forbundet med sargen eller beskriver en bue hen til forbenene. Lettere arms. er ofte med gennembrudt ryg, tungere med polstret og betrukket ryg, evt. med hestehårsbetræk.
Ved siden af disse typer har man »gotiske« eller »kinesiske«. De første er med gotik-agtigt stavværk i spidsbuer på stoleryggen, de andre med pagodeformer eller forskellige mønstre opbygget af lige linjer, som skærer hinanden.

Armstol fineret med rosentræ og indlagt med satintræ samt andre træsorter. Beslag af forgyldt bronze. 1767 (Osterley Park House).


I nyklassicismen forsvinder de cabriole s.ben og erstattes af lige, runde eller ftrkantede ben med kannelurer, evt. nedhængende festons samt palmetornamenter. Også tovsnoede ben samt ben udformet som fasces forekommer, og man har dem i balusterfacon. For at gøre konstruktionen let, er det ikke usædvanligt, at man lader benene spidse til forneden. Man beholder rokokos. brede sæder, men går snart over til ovale eller firkantede rygge. For de sidstes vedkommende undertiden med et kvartcirkelformigt indhug, hvor staffe og kopstykke mødes.

Nyklassicistiske s. har sarg. Sprosser ses praktisk taget aldrig. Sargen kantes gerne af perle- eller kuglestave og kan være kannelerede, med mæandere etc. Forstaffene er måske kannelerede eller med strengt arrangeret bladværk undertiden stiliseret nærmest til et sildebensmønster.

Engelsk armstol i den »franske« maner med medaillonryg. ca. 1776. Formentlig tegnet af Robert Adam (Osterley Park House).

 

I England lavede man s. i den franske stil, som næsten ikke er til at skelne fra franske produkter, men ellers gik man andre veje. Folk som Adam og Hepplewhite dominerede den begyndende nyklassicisme og afløstes ved 1700-tallets slutning af Thomas Sheraton. Linjerne er enkle, og konstruktionen gerne lettere end på de fleste franske s. Hjulryg, lyreryg, skjoldryg og hjerteformet ryg forekommer ofte. Bagbenene skråner bagud.
Nogle Sheraton s. har nærmest pinde-karakter, men alligevel er de meget solide. Et yndet motiv hos Sheraton er tre strudsfjer i en urne. Det er anbragt på ryggen, ofte i gennembrudt udførelse og flankeret af spinkle tremmer. Også et firkantet rygfelt med rørfletning afsluttet foroven og forneden med en lille frise, forekommer. Friserne kan være malede med antikke motiver og være omgivne af lette tremmekonstruktioner. Sædet er med rørfletning eller polstret. Nogle »kinesiske« s. er udskåret og malede, så det ser ud som var de af bambus.
Nordamerika følger i såvel rokoko som nyklassicisme stort set England. Dog bliver møblerne her sjældent så raffinerede. I Nordtyskland og Skandinavien har man såvel »franske som engelske« s., og det hænder, at man med stort held krydser de to typer, som det f.eks. i udpræget grad er tilfældet i Sveriges gustavianske s.

 

 

Louis seize-stol med skjoldryg, hvidmalet og forgyldt (DGB)


Directoirestilen når ikke at gøre sig meget gældende inden for s., og der er bevaret relativt få eksemplarer. Nogle af dem har forben som hjortebagben, armlænene buer jævnt op, og de er evt. kannelerede. Ryggens kopstykke ruller foroven bagud. Sprosserne er rudeformede og med roset i midten. Mahogni er et yndet materiale. Lænes. kan være af hesteskoform. Ryglænet, som er sammenvokset med armlænene, buer på midten opad. Hele lænpartiet er lukket og polstret. Nogle pragtstole har forstaffe i form af forgyldte svaner. Forbenene buer ofte forud, og bagbenene bagud.
Empiren er af fransk oprindelse, og franske empires. er ofte bastante med svære stolpeben og firkantet ryg. Måske er forbenene udformet som kvindehermer, og der er tillige ofte påsat forgyldte bronzeornamenter. Ret almindelige er s. med armlæn, der fortil ruller sammen i en volut af stiliserede akanthusblade. Rygpuden og sædepuden er høje og firkantede. En klismos lignende s., hvor forstaffene er udformet som løvemonopodier med vinger, hører også til de mere monumentale siddemøbler.

 

Klismos.


Der findes dog også langt enklere s. En ganske smuk type har buede ben og ryg. Foruden kopstykket har den et tværgående ryg bræt. Udsmykningen er beskeden eller måske helt undgået. Ellers er det mest s. med firkantet sæde, firkantet ryg samt kantede armlæn, man ser.
I Sydeuropa og Tyskland følger man mest de franske forbilleder. Tyskerne er dog tilbøjelige til at lette lidt på konstruktionen. I Skandinavien får empiren et meget smukt forløb med s. i enkle former og med behersket ornamentik, hvor de forgyldte bronzebeslag gerne viger for intarsia eller marketteri med lyst træ i mahogni. Klismostypen er ikke ualmindelig. På s. af mere almindelig form, har man stundom mellem kopstykket og tværsprosse længere nede, anbragt et rygbræt i form af en lyre. En let bagudskrånende pladeryg forekommer ligeledes. I stedet for mahogni bruger man ofte birketræ. En dansk armstol har fmt buede armlæn, der for det meste er runde i tværsnit. Ryggen svejfer let bagud, og mellem det ret smalle kopstykke og et tilsvarende tværgående rygbræt er anbragt fire spinkle lodrette tremmer. Bagbenene er let bagudbuede, forbenene lige og firkantede eller runde, måske let tilspidsede. Samme type, knap så elegant, ser man i senempiren. Den har her en rygplade begyndende ret højt over sædet.
De svenske empiremøbler er gerne yppigere end de danske, og s. har ofte et kraftigt kop stykke, der minder om et bredt skjold. Typer, som ligger de franske nær, ses en del i Sverige.
England går i empiren tættere på den kontinentale stil, men fremstiller dog også en del meget selvstændige s. Heriblandt den lette, yndefulde »trafalgarstol, som fik dette navn, fordi den var mest populær i årene omkring 1805, hvor Nelson sejrede og faldt ved Trafalgar. Disse s. har buede ben, og sædet, der ligger lidt forsænket i forhold til sargens siderigier, er rørflettet. Agterstaffene er tovsnoede og forgyldte. Det tværgående rygbræt er gennembrudt og har form som to H'er lagt i forlængelse af hinanden. Kopstykket er en sprosse, der på midten er tovsnoet.
Hvad angår pragtmøbler, står England på ingen måde tilbage for Frankrig. Man har s., hvis forstaffe er sfinxer, springende delfiner etc., og hvis bagben ender i hestehove.

Dansk empire stol. begyndelsen af 1800-tallet. Mahogny med indlægninger af citrontræ

 

Senempiren (Chr. VIII. Biedermeier) fører i begyndelsen i mangt og meget empirens linjer videre, dog er udførelsen roligere og mindre eksklusiv. Man går meget ind for flade konstruktioner, således at armlæn, forog agterstafTe samt siderigler er udsavede af brædder. Den svejfede ryg bibeholdes, hvad enten den udformes som pladeryg eller den har et relativ højt kopstykke og tværgående rygbræt længere nede. Man ser undertiden kopstykker, som forløber i tre buer foroven, og det tværgående rygbræt kan være med en midterroset, hvorfra der i vifteform udstråler tremmer. De buede bagben holder man tildels fast ved, men den nye »gulerods«type gør sig gældende, når det angår forben.

 

Engelsk regency-stol, såkaldt »hall chair«, ca. 1812. Mahogny med George IV's våben som prins cif Wales i malet og forgyldt arbejde (H. M. Dronning Elizabeth II af England).


Nygotikken skabte s. med masværk i ryggen, pinakler på kopstykket etc. Nyrenæssancen byder på s. med balusterben uden sprosser. Ryggen kan være åben eller lukket med en udskåret plade måske gennembrudt i mønstre.
Nybarokkens s. har ofte ryg og sæde med rørfletning. Der er sjældent sprosser mellem benene. Disse har kugledrejninger, som minder om den rigtige barok, men de er mindre. Hvis der er udskæringer på ryggen, er det gerne i form af akanthusblade. Også modeller med proptrækkersnoede ben og staffe ses. På disse modeller kan der være sprosser mellem benene.
I nyrokokoen vender man tilbage til s. med cabriole ben. Der er aldrig tale om asymmetri som i den egentlige rokoko. Ornamenteringen er både tungere og mere sparsom.
Ved siden af ny-stil arterne er det almindeligt med kopier af originale s., de er ofte meget smukt udført, men kan være noget »tørre« i såvel formgivning som ornamentik.

 

Dansk empirestol. Sæde med rørfletning (Olav Nordun)


I virkeligheden sker der først noget epokegørende på s. området med jugend-stilen. I England søger man i nogen grad tilbage til forbillederne fra 1700-tallet, men ellers er det mere natur- og planteformer, man arbejder med. En yndet konstruktion på en s. lader et stykke oppe på forbenet en skråt opad-bagud-rettet sprosse udgå, den gror så op og bli-. ver til ryg, og de skråtstillede bagben er igen tappet ind i denne sprosse. Fortil går fra hvert ben en sprosse op, de mødes under sargen og giver den støtte; evt. lader man en tværsprosse gå mellem benene under stolen. Ryggen kan være med et todelt rygbræt mellem agterstaffene, og måske er brættet forneden udskåret nærmest som epifyserne pådet menneskelige bens knogler. Foroven breder de derimod ud i en bladværksplade, som udgør kopstykket. - Også en polstret læderryg med elegant svungne former forekommer. - Imidlertid er disse s. i særklasse, og for det meste holder man sig til neutrale typer, hvor kun udskæringer på kopstykket lader formode, at vi står over for et stykke jugend-kunst. Dansk skønvirke møder op med nogle meget tunge s. med svære stolpeben, firkantet ryg og nogle ejendommelige blomsterknopagtige dekorationer midt på ben og ryggens staffe.
Klunketidens s. er meget polstrede, man går ikke sjældent ind for helt at dække trækonstruktionen under stof, sådan at kun benene skimtes blandt frynser og kvaster, og når stellet alligevel ikke skal lades til syne, kan man akkurat lige så godt lade det gøre af metal, hvilket også undertiden sker. S. har ofte et rundt sæde, men også en åben S-formig s. uden armlæn er meget almindelig. Betrækket er af damask, plys eller fløjl. Ud over overklassens og borgerskabets s. har man bøndernes, de er for det meste grovere udgaver af de andre og dertil sjældent synderligt stilsikre, alligevel er mange af dem særdeles smukke og af en i høj grad formålstjenlig konstruktion som f.eks. krings.

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Facebook
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (3 stemmer)
Siden er blevet set 1.816 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.