Logo

Allegori

Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder

Allegori

Kampen mod det onde symboliseret ved Sct. Jørgen og dragen. Gotisk skæring (Koldinghus).

Billedlig fremstilling af et abstrakt begreb, f. eks. kampen mellem Døden, Tiderne, Dyderne og Lasterne etc.

Allegori 
(græsk: allegoria, af allegorein sige noget andet) - sindbillede, hvor man personificerer en egenskab, det kan fx være kardinaldyderne Tro, Håb og Kærlighed, hvor troen (Fides) optræder som en kvinde med en bog i hånden (Bibelen), håbet (Spes) som en kvinde støttende sig til et anker og - somme tider - med en grøn fugl på armen, og hvor endelig kærligheden (Caritas) er en kvinde med et barn på armen og eventuelt omgivet af andre småbørn. Man yndede også at lade enevoldskongerne personificere helte og antikke guder.


allego'ri (af gro allos, anden) egentlig tale, hvormed menes noget andet, end hvad direkte siges; sindbillede, som enten:


1. personificerer et begreb fx retfærdigheden som en kvinde med tilbundne øjne og vægt, eller


2. eksemplificerer det, som fx retfærdigheden i skikkelse af Kong Salomon.


Allegori

Den franske hofkunstner J.M. Vien d.æ. skildrede i 1796 i allegorisk form kunstens muses kroning med laurbær og aks. Pen og lavering. VÆRDI CA.: KR. 170.000 


En allegori er en fortælling, et digt eller et billede, hvis personer og begivenheder er symboler på noget andet, fx tålmodighed, misundelse eller sandhed; som regel brugt i moralsk, religiøs eller politisk sammenhæng.


Allegori betegner i den græske retorik en udtryksmåde, der indeholder noget andet end det, der formelt ligger i den; den vender sig til indbildningskraften og er altså billedlig. Medens metaforen kun giver den enkelte tanke billedlig form, er allegorien mere sammensat, går i enkeltheder og fastholdes længere.

Således er fablen og parablen forskellige former for allegori, der allerede forekommer i folkedigtningen hos de fleste nationer. Det var også tilfældet hos grækerne og blev især optaget af de græske sofisterne til indskærpelse af moralske grundsætninger.


Det er ikke blot en fortsættelse af folkedigtningens moraliseren, men også af de mytiske fortællinger, som hænger tæt sammen med religiøse forestillinger. De bliver, da de efterhånden mister deres religiøse indhold, tydet allegorisk, idet personerne opfattes som udtryk for abstrakte egenskaber, dyder, laster, goder, onder og så videre.


Denne allegoriske tydning finder også anvendelse på de homeriske digte, stoikerne og de alexandrinske jøder. Mødes de med det princip, bliver det af gennemgribende betydning for den senere tids fortolkning af ældre værker, både hedenske og kirkelige. Fortolkningen kommer til at beherske hele Middelalderen.


Allegorien fik efterhånden en noget snævrere betydning. Medens fablen blot sætter dyr eller genstande i stedet for mennesker med visse bestemte egenskaber, bliver allegoriens personer eller genstande billeder på abstrakte egenskaber eller sammensatte abstrakte forestillinger: Herakles er den aldrig trættede stræben mod det høje, mens brudgommen i Højsangen er Kristus.

Også i kunsten finder allegorien anvendelse hos grækerne og hænger sammen med den antropomorfistiske opfattelse og gengivelse af guderne. Da grænsen mellem egentlige guder og blotte personifikationer efterhånden udviskes, opstår skikkelser, der med rette må betegnes som allegoriske fremstillinger; en af de tidligste er den berømte gruppe i glyptoteket i München af Eirene (freden) med drengen Plutos (rigdommen) på armen; her har tanken – hvis restaurationen er rigtig – været anskueliggjort ved et overflødighedshorn i hendes anden hånd.

Det oprindelige firspand på Brandenburger Tor havde en bevinget fredsgudinde Eirene. Da hun blev krigsbytte under napoleonskrigene, skete der en omtolkning til sejrsgudinden Victoria.

I maleriet anvendtes også allegori, og symbolets navn blev ofte skrevet ved siden af som på vasebilleder – for at være på den sikre side.


I den senere græske og i den romerske kunst florerede allegorien og blev herfra optaget i den kirkelige kunst, hvor den spillede en lige så stor rolle som i den kirkelige litteratur middelalderen igennem. Den bekendte liggende Nilgud, er ikke så meget et gudebillede som en allegori på floden. Den gode hyrde med lammet på sine skuldre er Frelseren. Mange allegoriske figurer fra den antikke verden optages af kirken, når de betegner almene begreber, dyder, laster og så videre.


I det 13. århundrede er allegorien altbeherskende; den kendes fra Giottos billeder i Padua og Assisi, såvel som fra Dantes digterværker, og her mere abstrakt og mere sammensat end nogen sinde.

Renæssancen bringer også her en fornyelse; Raffaels Filosofien osv., stanzerne Stanzerne, en række sale i Vatikanet med fresker af Raffael (1483–1520, han kaldes også: Raffael da Urbino, Raffaello Santi, Raffaello Sanzio eller Raphael, og Michelangelos figurer på Medici-gravene er enkle og klare menneskeskikkelser, men har som sådanne sprængt den allegori, de skal udtrykke.


Især i barokstilen finder allegorien rig anvendelse i et vidtløftigt mytologisk apparat både i skulptur og malerkunst og ikke mindst i de kobberstik, som pryder bøgernes titelblade. Den har trods Lessings protest holdt sig til vore dage, navnlig i monumentkunst, hvor figurer som Bavaria, Den danske kvinde osv. endnu anses for en rimelig udtryksform.


Allegori Antikvitetshåndbog, samlerobjekter, historie, info, reparation, restaurering, mønter, gamle huse, leksikon, stilarter, fagudtryk - Alt er samlet her i antikABC.dk

 

........................................................................................................................

Facebook
Print denne opskrift (Ctrl + P)
Kamera Print med billeder
Print uden billeder
Opret din egen Samling
Klik på den smiley du vil give denne side 
Brugernes vurdering 5,0 (5 stemmer)
Siden er blevet set 4.093 gange - Se og skriv kommentarer herunder.

Kommentarer og debat mellem læsere

Din e-mail bliver ikke vist på sitet.

Afstemning
Har du en airfryer?




Effektiv reklame - klik her