Vinduer - Montering af glas med glaslister
For at opnå større tæthed mod vandindtrængning i glasfalsen og for sikkert at kunne montere tunge glas, kan glasset monteres med glaslister i stedet for med kit.
Glasfalsen
Fals og glaslister skal altid vende mod det fri og falsdybden skal være afpasset rudetykkelsen. Glasfalshøjden skal være mindst lige så høj som termorudens profil, tillagt tykkelsen af bære- og styreklodser. Sidefalsene og topfalsen udformes som en retvinklet fals, bundfalsen med en hældning udad på mindst 7°, så falsen kan holdes så tør som muligt for det vand der alligevel trænger ned mellem glas og glasliste.
Glaslisterne
Glaslisterne kan udføres af metal, PVC og andre vandfaste materialer, men normalt benyttes træ. Træet skal helst være kantskåret, så det arbejder mindst muligt i det
skiftende vejrlig. For at forlænge nederste glaslistes levetid, kan der benyttes trykimprægneret træ eller en hård træsort som teak.
Nederste glasliste udføres normalt bredere end de øvrige så den går ud over rammen og er formet med drypnæse. Listen føres helt ud til siderammernes fals og sidelisterne afskæres stumpt mod bundlisten, så der er en lille afstand. Side- og overlister samles på gehring, og det kan anbefales at trække dem 2-3 mm tilbage fra forkanten af rammen.
Listerne monteres med skruer pr. 15-20 cm og i en maksimal afstand fra hjørnerne på 5 cm. Er glaslisterne bredere end 40 mm, må der diagonalskrues så de holdes stramt på plads selvom træet krummer.
I den nederste glasliste fræses udluftningshuller så falsen kan holdes tør. To af spalterne placeres ca. 10 cm fra hvert hjørne, det tredje midtpå eller, hvis der er flere, med en maksimal afstand på 50 cm. Ventilationsspalterne skal mindst være 2 cm lange og 5 mm høje. Skru ikke igennem ventilations spalter og fyld dem aldrig med fugemasse eller spær dem med monteringsklodser.
False og glaslister må forbehandles så fugematerialet får den bedste mulighed for at hæfte. Fugematerialefabrikantens anvisninger må følges, de kan være forskellige fra producent til producent.
Opklodsning
Ruden skal stå på to bæreklodser, der er udført i kileform, så de passer til falsens hældning. Oversiden skal være vandret. Klodserne kan være oliebehandlet teak, polyethylen, el. lign, i en længde på 7-10 cm og med en mindste tykkelse på 4-5 mm. Bredden skal være et par mm større end rudens tykkelse.
Ved store faste ruder skal opklodsningen ske med en klods tæt ved hvert hjørne. Vippevinduer skal også forsynes med bæreklodser i den øverste fals' hjørner. Sidehængte vinduer opklodses med en bæreklods lige inden for hjørnet i hængselssiden og diagonalt i overrammen.
For at sikre afstanden mellem ruden s kant og falsbunden, monteres styreklodser af samme materiale og format som bæreklodserne. Ruden må ikke komme i spænd mellem modstående klodser. Ved faste ruder monteres en styreklods i hvert af de øverste lodrette hjørner. Vippevinduet monteres med styreklodser ud for hængslerne og i de øverste og nederste hjørner, i alt 6. Ved sidehængte . vinduer monteres en styreklods lodret og i samme afstand fra hjørnet som bæreklodsen.
Der kan monteres afstandsklodser mellem glasanslag og rude så afstanden holdes konstant, for at rudens bevægelser ikke skal pumpe fugematerialet op. Klodserne skal være elastiske, f. eks. neoprene, længden ca. 5 cm, højden ca. 1 cm, tykkelsen må afpasses til fugematerialet. Afstandsklodser anvendes fortrinsvis til skråt oplagte ruder for at forhindre koldflydning af monteringsmaterialet.
Montering
Ruden kan monteres på tre måder. Den normale er at der ud- og indvendig benyttes både gummiprofil eller fugebånd og øverst i fugen en topforsegling. Denne metode er den rigtige hvis der benyttes afstandsklodser. Montering ud- som indvendig kun med gummiprofil eller fugebånd benyttes fortrinsvis til små ruder. Endelig ved udvendig at benytte gummiprofil eller fugebånd og indvendig en dobbeltfuge med gummiprofil eller fugebånd nederst og en lukning med topforsegling.
Topforseglingen er næsten altid en fugemasse på siliconebasis, men polyakrylater og polysulfider benyttes også. Topseglingen skal kunne optage fugens bevægelser, så der ikke opstår brud mellem fugemasse og glasliste eller glas. Leverandørens anvisninger følges, det gælder også vedligeholdelsesanvisningerne.
Trænger der vand ned i falsen, må ruden ruges om, eller topforseglingen kradses ud og nyfuges. Smør ikke træbeskyttelsesmidler ud på fugematerialet, det kan ødelægge smidigheden, hvorved der kan opstå revnedannelser.
Brugernes vurdering
4,8
(
6
stemmer)
Siden er blevet set 17.475 gange - Se og skriv kommentarer herunder.
Du er nu logget ind og siden er tilføjet til din Samling
Der er allerede en bruger med det brugernavn.